104 / 594
94
Københavns Forstrandsret
Imellem hans Ejendom og Nabogrunden, Matr. Nr.
144, den saakaldte Jokumsdals Have, gik en af de Veje
ned til Stranden, som Magistraten i sin Tid havde forbe
holdt sig. Milne forespurgte nu,
0111
han ikke kunde faa
denne Vej til Købs, da den dog aldrig blev benyttet. Men
det lykkedes ikke. Stadens Kæmner, den dygtige og ener
giske Grosserer Borgen, var en af de faa, som paa den
Tid indsaa Nytten og Nødvendigheden af at vaage over
Stadens Ret til de udenbys Jorder, og han havde ofte,
skønt i Reglen forgæves, søgt at dæmme op for de p ri
vate Grundejeres Overgreb. Bedre Held havde han nu,
da han skrev til Magistraten angaaende den omhandlede
Vej: »Vel har den ikke været synderlig brugt i en Række
af Aar, og der har oftere været ytret Tendens hos Ejerne
af Nr. 141 C til at lade Vejen afspærre og derpaa opføre
Bygning; men jeg har stedse, naar det kom til min Kund
skab, søgt at overholde Stadens tagne Reservation. Om
end Rettigheden til Færdsel paa det omhandlede Jords
mon for Tiden ikke er af synderlig Vigtighed, forekom
mer det mig dog, at den ikke bør opgives«. Milne fik der
efter Afslag paa sit Andragende.
Udad mod Stranden tog Milne sig upaatalt de samme
Friheder som andre Grundejere. Han foretog Opfyldnin
ger temmelig langt ud i Vandet og anbragte Bolværk for
den opfyldte Grund uden mindste Hensyn til den gamle
Vej langs Stranden og Magistratens Forstrandsret. Og
da Økonomiforvalter Christensen i 1867 havde afløst
Kæmner Borgen som Bestyrer af Stadens udenbys Jo r
der, genoptog han sit Forsøg paa ogsaa at komme i Be
siddelse af den gamle Vejstrækning ned til Søen. Paa
Milnes Vegne indgav Overretsprokurator Jacobsen i 1869
et nyt Andragende herom til Magistraten. Grundejernes
Magtfølelse er øjensynlig vokset i Mellemtiden: Vejretten
— skriver han — er uden mindste Betydning for Kommu
nen, da der nu, efter Milnes Opfyldningsarbejder, ikke fin-