108 / 594
98
Københavns Forstrandsret
terialier til andre Formaal, f. Eks. Havneanlæg, maa de
ikke tages ved Stranden. (Heri ligger sikkert en Misfor-
staaelse af Økonomiforvalterens Ord. Denne havde ikke
anbefalet at tage Grus ved Stranden til nye Havneanlæg,
men havde paapeget, at »ved eventuelle Havneanlæg o.
dsl.« kunde selve Strandretten faa Betydning). For øv
rigt var der jo ikke længer noget at tage (det havde, som
vi saa, Grundejerne selv sørget for), og Retten var der
for værdiløs »efter den gamle Regel, at hvor intet er, har
Kejseren selv intet at fordre«.
Grundejernes Opdæmninger ud i Søen, hinsides den
det offentlige forbeholdte Vej, finder han ikke blot lovlige,
men rosværdige. »Mange Ejendomme vilde meget snart
ophøre at eksistere, hvis de ikke beskyttedes ved Opfyld
ning, Dæmninger og Bolværker«. En Hævdelse af Kom
munens Ret vilde have til Følge, at Ejendommen stedse
skulde forblive i den Stand, hvori den var 1799. »Jeg an
ser dette for saa unaturligt, at jeg ikke kan tillægge en
saadan Ret større Indhold, end at den Berettigede kan
tage S a n d og G r u s , naar de forefindes, men at Ejeren
har Ret til at foretage enhver Forbedring ved sin Ejen
dom, selv om dette fører til, at Sand og Grus ikke længer
vilde fmdes paa Ejendommen«. At tænke paa ved Ret
tens Hjælp at tvinge Grundejerne til at borttage deres
Bolværker og Stakitter, anser han for absurd. »Et Søgs-
maal, som det nævnte, tør jeg . . . ikke love nogen god
Modtagelse for Domstolene«.
W inther slutter sin Skrivelse:
»Naturligvis kan Kommunen beholde sin Ret, og skulde
Naturen engang paatage sig Processens Førelse ved at bort
skylle Dæmninger, Bolværk osv., saa at det atter bliver muligt
at faa Sand og Grus ved Strandkanten, da kan man hente disse
Genstande. Hvorvidt der er nogen Anledning til at heholde
denne, efter mit Skøn meget lidet betydende Ret, der formind
sker Ejendommens Værdi i en uforholdsmæssig Grad, skal jeg
ikke udtale mig om; men spurgt herom vilde jeg ubetinget