114 / 594
104
Københavns Forstrandsret
enten paahviler Forpligtelsen [dem ], eller ogsaa paahviler den
[dem] ikke, og man vil derfor næppe opnaa en eneste Under
skrift, saa at Forsøget, hvorved man har erkendt sin Rets
Usikkerhed, snarere v il skade end gavne. Saaledes som Sagen
staar, er der ikke andet at gøre end at rette en bestem t Fordring
til Vedkommende, og, naar denne ikke opfyldes, da at anlægge
Sag, men Resultatet vil næppe blive heldigt.
Magistraten betænkte sig — den var jo lammet ved
W inthers Advokatur for Modparten og ved Stadskonduk
tør Kracks Frafald. Borgmester Gammeltoft døde i 1873.
Sagen havde antaget større Dimensioner, end det fra først
af var tænkt, og Høker Milne og hans Kørevej var efter-
haanden bleven glemt. Milne fik aldrig noget Svar paa sit
Andragende og mindede heller aldrig senere
0111
Sagen.
Han beholdt, ligesom sine Naboer, det Areal, han havde
inddæmmet, og Kørevejen lod han ligge uden at røre ved
den — den ligger der endnu og danner Indkørslen til E jen
dommen Nr. 24 paa Strandvejen. Naar Milne forholdt sig
saa stille, laa det maaske i, at han og hans Sagfører var
kommen i Tanker om, at det ogsaa for Grundejerne var
en stor og farlig Sag, han her havde rørt ved. Bedst for
ham og de andre Strandvejsejere, om alt kunde blive ved
at gaa i Stilhed, som det hidtil var gaaet.
Endnu en halv Snes Aar blev alt ved det gamle. Saa
nærmede sig det Tidspunkt, som Økonomiforvalter Chri
stensen havde forudset, da nye Havneanlæg og andre
kommunale Foranstaltninger vilde give Spørgsmaalet om
Strandretten fornyet Betydning. Frihavnen og Kalkbræn
derihavnen skulde anlægges, og længere ude i Fremtiden
laa de Opfyldninger i Svanemøllebugten, som nu er til
endebragte. Magistraten vidste endnu ikke, om den havde
Ret til Stranden langs Øresund eller ej. Men da blev
Knuden b rat hugget over, idet Grundejerne stødte sam
men med mere haardhændede Autoriteter end Køben
havns Magistrat.
Længere Syd paa, ved nuværende Strandboulevard,