109 / 594
Københavns Forstrandsret
9 9
tilraade, at man frafaldt den. Jo større Værdi den enkelte E jen
dom har, jo rigere er Kommunen, og skulde Servituten hindre
E jeren i at faa Laan til yderligere Forbedringer, da medførte
den Tab for Kommunen i Stedet for Fordel«.
Nu stod altsaa to Anskuelser skarpt over for hinan
den. Paa den ene Side Kommunens Embedsmænd, der
vaager over det offentliges Interesser og har Fremsyn nok
til at forudse, at det her drejer sig om en Ret, som en
gang i Tiden vil kunne faa stor Betydning; Økonomifor
valteren peger direkte paa nye Havneanlæg, Stadskon
duktøren nævner »andre Maal, som ikke kunne forudses
i dette Øjeblik.« Paa den anden Side staar Sagføreren,
der ikke kan se andet i Kommunens Forstrandsret end en
fuldstændig værdiløs gammel Servitut, der forringer de
private Grundes Værdi og derigennem ogsaa skader det
offentlige. Thi han anser høje Grundpriser for at være et
Gode, som bør tilstræbes: »Jo større Værdi den enkelte
Ejendom har, jo rigere er Kommunen«.
Borgmester Gammeltoft, under hvis Afdeling Sagen
hørte, var alvorlig optaget af de Spørgsmaal, som her
dukkede op, og forsomte ingen Udveje for at komme til
Bunds i dem. Foreløbig sendte han nu, i 1871, Winthers
Skrivelse og Sagens øvrige Dokumenter paany til de to
Embedsmænd, der allerede en Gang havde udtalt sig om
Spørgsmaalet.
Resultatet blev, at Stadskonduktør Krack rømmede
alle sine Stillinger og foretog et fuldstændig Tilbagetog, og
man kan kun give ham den Ros, at han ikke ved Omsvøb
og Udflugter forsøgte at tilsløre sin Omvendelse: »Over-
retsprokurator Winthers Skrivelse har i en meget væsent
lig Grad forandret det Syn paa Sagen, som jeg hidtil har
haft, men i hvert Fald forekommer det mig, at naar Kom
munens Sagfører udtaler sig saa bestemt om den Fortolk
ning, der maa gives de omhandlede Udtryk i Skødet, og
med saa stor Sikkerhed forudsiger Domstolenes Forhold