158 / 594
148
Observatorium Tusculanum og Pilenborg
selve Instrumenterne staar i øvrigt kun anført, at de til
Inddeling af Synsfeltet var forsynede med Traade, 3 ho
risontale og 7 vertikale, af hvilke sidste de 3 midterste mest
brugtes. Den inddelte Cirkel til Meridiankikkerten var
5K Fod i Tværmaal og Kikkertens Længde 5 Fod. Dette
Instrument synes at have været det mest benyttede.
Paa Tusculanum foretoges nu Observationer fra Ef-
teraaret 1704 til Rømers Død 23. September 1710. Der
har i disse Aar været stor Virksomhed derude. Rømer
selv kom derud saa ofte og saa længe det var ham muligt.
Enkeltheder om Samarbejdet mellem ham og Medarbej
derne kan nu ikke længer oplyses. Kun synes det med
Sikkerhed at kunne siges, at Rømer d. 6. Maj 1707 Kl. 4,10
om Morgenen selv betjente Instrumenterne. Dette frem-
gaar formentlig af hans Notits og Skitse af Merkurpas-
sagen. Just ved Solens Opgang lønnedes han med at se
det eneste, der var muligt at se af denne for Samtidens
Astronomer overordentlig vigtige Begivenhed: den aller
sidste Fase af Planetens Vandring over Solskiven. — Trods
sin ydre Uanselighed var Observatorium Tusculanum ved
at vinde en lignende Berømmelse som forhen Tyge Brahes
paa Hveen1). Det lidet af Observationerne, som udover
Adversarias Notitser samlet er bevaret, T r i d u u m,
hører til Astronomiens klassiske Skrifter. Og Rømer selv
har været paa det rene med Værdien af det Arbejde, som
her var udført. Da han faa Dage før sin Død gjorde
Testamente, traf han kun ganske enkelte særlige Bestem
melser. Men en af dem var, at hans Observationer skulde
overgives til Københavns Universitet. Hans store Sam
ling af Instrumenter (endnu 1776 kendtes 54) over
droges af hans Enke samme Aar til Konsistorium, der i
sit Møde 13. December 1710 efter Professor Schiwes Vur*) Sml. E. Philipsen: Ole Rømers Liv og Virksomhed, Nordisk
Universitets Tidsskrift V, 1859.