311 / 594
Jagtslottet Eremitagen i Jægersborg Dyrehave
301
nisk Indretning, hvorved Spisebordet kunde pludseligt
synke gennem Gulvet ned i Køkkenet og derfra løftes
op igen, uden at Gæsterne behøvede at flytte sig«. Noten
er fuldt saa uforstaaende, som Vrigny med sin »kolde
Mad«.
Kendskabet til Fortidens Eremitageborde, deres Ind
retning og Brug var i det hele taget gennem den største
Del af forrige Aarhundrede yderst ringe. Selv en F o r
fatter som Dr. F. J. Meier, der i sin Bog om Fredensborg
beretter, at der paa dette Slot i Dronningens Forgemak,
Eremitagen kaldet, var et Eremitagebord, paa hvilket
stod en Sølvplade til Postillonen, mener, at Postil-
lionen betyder Porcellænsgenstande, mens andre An
tagelser gaar ud paa, at det muligvis var en Portefeuille
eller lignende, hvori Dronningens Post bragtes. Saa løser
nu afdøde Museumsdirektør Bernhard Olsen Spørgsmaa-
let i sin korte, udmærkede Artikel: »Eremitager og Ser
vanter«, der fremkom i Tidsskrift for Kunstindustri i
1891. Paa en fornøjelig Maade gør Forf. Rede for den
Trang, det 18. Aarhundredes Selskab følte til ved en
kelte Maaltider at være fri for det Tjenerskab, som det
ellers saa at sige Dagen lang var afhængigt af, til at spise
»en hermitage«, »en solitaire«. Bordet kunde være ind
rettet paa mange Maader, det kunde komme »fuldt ser
veret op af Gulvet«, men bestod dog oftest af en fast
Bordrand, indenfor hvilken en »Postillon« gik op og ned
med Retterne. Men dette gjorde endnu ikke Domesti-
kerne belt undværlige. Man kunde f. Eks. ønske at om
bytte Tallerkner, forskellige Vine skulde serveres, og
man fandt da paa mellem Gæsterne at stille smaa Hjælpe
borde, forsynede med alt, hvad der kunde blive Brug
for under Maaltidet. Disse Smaaborde hed paa fransk:
s e r v a n t e s, paa dansk : s t u m m e T j e n e r e , hvilke
Benævnelser paa vort Sprog senere er bleven overførte
KØBENHAVNS
KOMMUN EE:3UQTSKER