315 / 594
Jagtslottet Eremitagen i Jægersborg Dyrehave
3 0 5
det følgende Aar lod Slotsforvalter Voss denne Terrasse
dække med Græstørv. I omtrent 130 Aar fik Eremitagen
da Lov at staa paa denne uskønne Jordhøj — i 1830erne
var Hækken endog afløst af et hæsligt Rækværk — og
først i Begyndelsen af 1890erne blev Terrasseanlæget re
konstrueret, dog i lidt ændret Form.
En fransk Rejsende, M. Chevalier, der i et Brev til
en kjøbenhavnsk Ven skildrer en Junifodtur i 1790erne
fra Kjøbenhavn til Helsingør, passerer paa sin Vej E re
mitagen og omtaler Udsigten fra Slottet i begejstrede Ord,
men den »regulære Bastion«, paa hvilken Bygningen
staar, lider han ikke; heller ikke Billedhuggerværkerne
synes han om (ces vilaines statues d ’Apollon et de
d ’Aphné); derimod finder han, at den ham ukendte Byg
mester har udført sin Opgave paa en smuk Maade, »au
moins pour l ’epoque ou il a executé eet ouvrage«. »Jeg
tør vædde paa«, slutter Brevskriveren sin Omtale af Jag t
slottet, »at han var Franskmand eller idetmindste op
draget i vor Skole, saa vel genkender jeg min Nation,
hvor jeg træffer den«1).
Bygmesteren var ikke Franskmand — hørte heller
ikke til den franske Skole. Paa den store Rejse var det
som omtalt navnlig den sydtyske Barok (Rokoko) — »den
fransk-sachsiske«, om man vil —, der havde fanget hans
Kunstnerblik, og hans Eremitage er ganske i denne Stil.
Det er Arkitekten Gottfried Semper (i 1840erne Direktør
for det kgl. sachsiske Bygningsakademi), der har villet
hævde, at den egentlige Rokoko ikke er født i Paris eller
Versailles, men i Dresden og forplantet til Paris ved Por-
cellænsgenstandene i en sachsisk Prinsesses Brudeudstyr.
Saa godt som alle tyske Kunsthistorikere og -kendere har
vel her taget Afstand fra Semper, men taler dog med
Rette om en udpræget sachsisk (sydtysk) Rokoko.
Rokokoen indførte ingen ny konstruktive Elementer
!) Lettre d’un voyageur. Copenhague. 1792. S. 8 f.