318 / 594
3 0 8
Jagtslottet Eremitagen i Jægersborg Dyrehave
Det blev dog ikke Jagtslottets Bygherre og hans Hof,
der skulde forlene Eremitagen nied en saadan Staffage.
Næppe stod Bygningen fuldstændig, før Christian VI af
skaffede Parforcejagten, og Eremitagen blev da ikke i
hans Regeringstid det, der var dens egentlige Bestem
melse: et Relais, et »Absteigequartier«. Kongeparrets Be
søg paa det ensomme Skovslot fik en tilfældig Karakter
og blev sikkert ikke hyppige; i Kongens Dagbøger, der
forefindes fra 1740—44, er kun et enkelt omtalt fra 1741:
»Lørdag den 17. Juni spiste vi: jeg, Dronningen, min
Søn, min Søster (Prinsesse Charlotte Amalie, død 1782)
Middag i Heremitagen i Dyrehaven; det regnede meget
stærkt. Om Eftermiddagen, da Regnen hørte op, skød
Dronningen og jeg hver en Hjort«. Vel en noksaa trist
Dag; det Billede, som Thuras »folierede Glas« har gen
givet af de fyrstelige Personer, har været dyster Alvor,
og Diana paa Væggen har stirret trøstesløst i sit Haand-
spejl. Og heller ikke oppe i Salen under Coffres Billede
har Stemningen været løssluppen; har Kavalererne in
derst inde haft Lyst til lidt Tant og Morskab, ha r Maje
stæternes Nærhed holdt denne Lyst i Tømme ligesaavel
som Synet af Dronningens Damer, der kun »var Øjet
taalelige ved den Overensstemmelse, der var imellem
dem; thi de var alle lange, magre, gustne, stornæsede og
plirøjede«. Det er Charlotte Biehls Ord, og har samme
Dame vel nu og da ladet sit koleriske Temperament, sit
usminkede Had til Sofie Magdalene og sin Lettroenhed
løbe af med sin Pen, saa tegner hun her et ganske ko r
rekt Billede af Dronningens Damer, hvilket bevarede
Malerier af adskillige af dem beviser. Den franske Diplo
mat, Grev Camilly giver hende Ret, naar han siger: »Hun
(Sofie Magdalene) har ogsaa 4 Hofdamer, som alle er
mindre skikkede til at indgyde Kærlighed end til at give
Afsmag derpaa.« Det var ikke Rokokotidens kælne Lam
med de farvede Baand om Halsen, der holdt til paa Ghri-