322 / 594
312
Jagtslottet Eremitagen i Jægersborg Dyrehave
tidens Fyrster var grebne af en sand Byggemani, at deres
Byggevirksomhed til en vis Grad gjaldt som Maalestok
for deres politiske Magt og blev gjort til Genstand for
Gesandternes Indberetninger, samt endelig, at Tidens Na
tionaløkonomer hævdede, at det kun var til Folkets Bed
ste, naar Fyrsterne strøede Penge ud til Luksus. Chri
stian VI var forøvrigt selv ved Lejlighed ret pinligt berørt
af de mange Penge, som gik med til hans største Bygge
foretagende, Christiansborg; han holdt ikke af, at der
blev talt derom, og »saa ikke gærne, at enhver erfarede,
hvad Slottet havde kostet«1). Officielt var Datiden dog hen
rykt, og Christian Frederik Wadskiær viger ikke tilbage
for at nedprente følgende Linier i sin »Poetiske Skue
plads« (1741):
»Naar havde Norden før saa stor en Byggemester,
som saa o p b y g g e l i g i al sin Adfærd var.«
Den senere strænge Kritik af Christian VI’s og Sofie
Magdalenes Byggelyst fik ogsaa en væsentlig Andel i den
kranke Skæbne, som næsten alle deres pragtfulde Byg
ninger skulde faa. Med Rette undrer (Høyen sig over, at
Eremitagen er skaanet. I Virkeligheden var det kun paa
et hængende Haar, at den blev reddet fra Undergang.
Allerede i 1780erne var Slottet ganske forsømt og for
faldent, den kongelige Familie benyttede det saa godt
som ikke, og i 1790 bestemtes det, at det skulde nedbry
des. Da reddedes det af Hofjægermester, Greve Rantzau,
under hvem Dyrehaven da sorterede; han købte det og
ejede det til 1797, da det atter blev kongelig Ejendom.
Denne Episode af Eremitagens Historie er imidlertid be
handlet udførligt af adskillige Forfattere2).
x) Brev til J. L. Holstein s/i 1741. Hist. Saml. og Studier. Udg.
af H. Rørdam. III Bd. 1898. S. 60.
2) Bl. a. Carl Bruun i Familiealmanakken Danmark 1899, F. R.
Friis i Kulturhist. Studier. I. 1904 og Villads Christensen i Hist. Medd.
om København 1917.