324 / 594
314
Slægtstraditionen i de gamle Lav og Gilder
det Lag, som traadte i Slægtens Sted. Man kendte endnu
ikke vor Tids personlige Gudsforhold, men levede trygt
i den overleverede Tankegang, at Guddommens Hjælp
fik man kun gennem det viede Offer, gennem Offer-
drikken og Løftet, der gaves ved den højtidelige Gilde
sammenkomst. Naar Mindebægeret tømtes, naar de
hedenfarne Slægtsmedlemmer mindedes, saa gennem
strømmedes man ligesom af Guddommens Kraft. Thi
Guddommen var jo i gamle Dage særlig Slægtens Gud,
hvor meget han saa end tilhørte ogsaa andre Krese.
Det var ved hans Kraft, at Slægten opretholdtes og dens
jordiske Gods beskyttedes. Og Slægten, det var ikke
blot alle de nulevende Slægtsmedlemmer, det var i lige
saa høj Grad de henfarne. Thi deres Kraft levede jo
videre igennem Efterkommerne. Slægten var Enheden.
Det er Slægten, der maa bøde og hævne. Den Enkelte
kan slet ikke staa ene; prøver han paa det, eller nødes
han dertil, maa han leve den fredløses sørgelige Kaar,
indtil han muligvis finder ind i et nyt Lag.
Det er denne indgroede Tankegang, man maa huske
paa, hvis man vil forstaa vore gamle Gilder og Lav og
hele deres Virke- og Væremaade.
Men er man først klar herover, staar ogsaa hele Livet
indenfor Gildet i det klareste Lys.
Man forstaar da, at selve de store Stævner indenfor
Gilderne var det vigtigste Formaal for Gilderne. Igen
nem dem blev jo netop alle Gildebrødrene delagtige i Guds
og den specielle Gildehelgens Velsignelse. Derfor er Gilde
laget ikke noget almindeligt Drikkelag, det er et højtide
ligt og ærværdigt Stævne, hvor alle skal møde, hvor der
hersker strenge Regler for Ordenens og Ærbarhedens Op
retholdelse, gives bestemte Normer for, hvorledes der skal
drikkes, hvilken Plads man skal sidde paa, og hvorledes
man skal opføre sig.