SLÆGTSTRADITIONENS FORTSÆTTELSE
I DE GAMLE LAV OG GILDER.
Af R. BERG.
D
a vore Forfædre i længst forsvunden Tid bosatte sig
i de den Gang nye Købstæder, er der sikkert mange
af dem, der har følt sig ilde stedte ved at være uden det
Værn og udenfor det Samkvem, som Slægten hidtil havde
ydet dem. Der er vel derfor heller ingen Tvivl om,
at noget af det første, de har foretaget sig, er at danne
et Samlag med andre ligesaa enligt stillede for at faa den
Beskyttelse og den Hjælp, den fraværende Slægt ikke
kunde give dem. Det er denne Trang, der er Aarsag til
Oprettelsen af vore gamle Gilder. Overalt, hvor Folk er
kommen ud af deres naturlige Samhørighed, har de sik
kert snarest muligt dannet et Gilde. Ikke blot for at
skaffe sig den nødvendige Retshjælp, som Loven for
drede i Form af Mededsmænd, ikke blot for at have
nogen at ty til, naar der var Nød og Fare paa Færde, men
sikkert ogsaa af religiøse Grunde. Thi kunde man ikke
staa ene i et Samfund, hvor enhver Antydning af social
Hjælp manglede, saa kunde man det i endnu mindre
Grad overfor de højere Magter. For selv efter at man
havde skiftet Tro, havde forladt Slægtens gamle Guder
og havde sluttet sig til Krist og alle hans Hellige, saa be
varede man dog i sit Sind den gamle Overbevisning, at
Gud og de hellige Mænd og Kvinder kun traadte i virke
lig inderligt Forhold til den enkelte gennem Slægten eller
23




