327 / 594
Slægtstraditionen i de gamle Lav og Gilder
317
den, der gør »Gærd«, skal »rede Gildehuset med Hynde
og Klæder og Maj og Græs om Sommeren, og om Vinteren
med Lys og Kul og Ved«.
Men Stævnernes Højtidelighed understreges yderli
gere af den Omhu, hvormed der værnes om deres Vær
dighed. Hertil sigter f. Ex. Reglerne for, hvorledes
der skal drikkes. Det hedder herom i Kjøbenhavns
Bagersvendes Skraa for 14031): »Naar vi drikke tilsam
mens, da skal ingen Broder anden tildrikke tværs over
Bordet. Hvo, som det gør, han give en Hvid Penning,
men er der Gæster, dem maa man tildrikke, hvo som vil
og Ret gøre, hvo som vil, men Brødrene skulle drikke
hverandre retsinniges om til«. »Hvilken Broder spilder
saa meget 01 for sig paa Bordet, at han eller Skafferen
kan det ikke bedække med sin Haand, han skal give to
liibske Penninge«. Endelig kan anføres af Kjøbenhavns
Remmesnideres Skraa fra 14602) : »Hvo som spyr eller
noget deslige urent gør i Lavshus eller i Gaarden eller teer
sig ukvemmelig med sin Ende eller kalder nogen Skalk,
Horsøn, Tyv eller Forræder, bøde en Td. 01 til Brødrene
og en Mark Vox til Messen. . . .«
Men selv efter at enhver Højtidelighed var vegen bort
fra Gilderne og Lavene, hvad der jo faldt af sig selv efter
Reformationen, fastholdtes Maaltidet og Drikkelaget som
en væsentlig Bestanddel af Stævnerne. For Haandværks-
lavenes Vedkommende forsøgte Christian IV ganske vist
gennem de systematiske Lavsskraaer, der udstedtes fra
1622 af, at gennemføre, at Stævnerne skulde holdes »fa
stende og foruden al Drik«, men det er ogsaa en kendt
Sag, hvor ringe et Resultat han havde, baade i denne og
andre Henseender, med sine Reformer af Lavene. Der
existerer næppe en Lavsbog fra denne Periode, uden at
den er fyldt med Beretninger om alle de Tønder 01, der
*) C. Nyrop: Lavsskraaer II. S. 8.
2) Smst. II. S. 159.