319 / 594
Jagtslottet Eremitagen
i
Jægersborg Dyrehave
3 0 9
stian VI’s og Sofie Magdalenes Slotte, men den bibelske
Symboliks højtidelige.
Det rette Jagtliv i al sin Glans og med de stærke F a r
ver — men med mørke Slagskygger — udfoldede sig
først paa Eremitagen, da den livsglade 23aarige
Frede
rik V
blev Konge. Først da spillede Pan op paa sin
Syrinx og Kongesalens Diana smilede til sit eget Billede.
Naar Faderen havde afskaffet Parforcejagten og bort
skænket sine Hunde, var det sikkert ikke alene, fordi
hans og Dronningens lidt svagelige Konstitution daarligt
forligtes med de Strabadser, der følger med denne Jagt,
men ogsaa — og vel navnlig — af religiøse Grunde. Maa-
ske havde Erik Pontoppidan, som i 1735 var bleven Hof
præst, tilskyndet ham dertil. I 2. Del af M e n o z a , Hi
storien om den asiatiske Prins, der drager Verden rundt
for at søge kristne, kommer Pontoppidan ogsaa ind paa
en Omtale af Jagten. I en Diskussion om denne paa et
engelsk Herresæde siger Menoza: »At Menneskene til
deres Forsvar saavelsom Nytte øver det Herredømme,
Gud har indrømmet dem over Markens Dyr, er en gan
ske anden Sag end det, I kalder Parforcejagt, hvor man
ej vil skyde eller fange Dyret, som straks kunde ske, men
søger sin Lyst i at ængste eller plage det en hel Dag, ja
ej alene det, men ogsaa en stor Hob Heste og Hunde,
som til den Ende skal holdes og æder det Brød, mange
hungrige Mennesker kunde mættes med«1). Endnu i Vi-
truvius’ II. Bd., der udkom nogle Aar efter Christian VI’s
Død, kan Thura i sin Beskrivelse af Dyrehaven fortælle
om, hvorledes den store Frihed og Rolighed, som Vildtet
her nyder, gør det saa tamt, »at det ej skyer eller snart
frygter sig for noget Menneske, og at det tit ikke rører
sig af Stedet, naar man kørende eller ridende kommer
det paa 3 eller 4 Skridt nær«. Men Frederik V, der trods
sit gode Hjerte hyldede de Meninger, som hævdedes i
x) Menoza. II. 1742. S. 251 f. sml. S. 39.