317 / 594
Jagtslottet Eremitagen
i
Jægersborg Dyrehave
307
ritz Høyen sig paa følgende Maade om Slottet efter at
have gjort gældende, at alt det fremmede i Bygningskun
sten fra Christian VI’s og Frederik V’s Tid ikke har efter
ladt sig noget sandt Spor, og henledet Opmærksomheden
paa, hvor mange af Bygningerne fra den Tid der er
gaaede til Grunde: »Eremitagen staar fast som et halvt
Eventyr paa Sletten i Dyrehaven; man undrer sig over,
at den er skaanet, og man forstaar ikke længere denne
høje Bygning, saa besynderlig forekommer den En .«1)
Det er blevet vor Tid forbeholdt atter at kunne se
lødig Kunst i Barokkens og Rokokoens Bygningsværker,
skabte som de er af Tidens største Kunstnere og beun
drede af dens Kendere. De fleste Bygninger af den Art
i vor Hovedstad, som vi nu ser paa med Glæde, er næ
sten gennem et Aarhundrede hievne ansete for smagløse
og ganske uden kunstnerisk Værd: Postgaarden paa Kjøb-
magergade (opr. Marchalsgaarden), Asiatisk Kompagnis
Bygninger i Strandgade, Amalienborgs fire Palæer, Odd
Fellow Palæet i Bredgade (opr. Berckentins, senere Schim-
melmanns), Frederiks Hospital med de fire Pavilloner
o. s. v. Vi har genvundet Forstaaelsen af Skønheden i
Barokken med dens maleriske Lys- og Skyggevirkninger
og velvilligt forandret Ordet l e t f æ r d i g — hvilket var
Fortidens almindelige Adjektiv til Rokokoen — til koket
og kapriciøs eller endog til yndefuld. Vel sandt, en Byg
ning som Eremitagen mangler i nogen Grad sin rette
Staffage. I dens Sale og Kabinetter, paa Altan og Terrasse
bør flokkes en muntert spøgende Skare Kavalerer og
Damer i lyse, spraglede Dragter og med Pudderhaar, og
paa Plænerne omkring Slottet bør færdes grønkjolede
Jægere til Hest og til Fods og røde Pikører omringet af
et halsende Hundekobbel.
*) Forelæsninger om Kunsten i Danmark 1851. N. L. Hojæns
Skrifter. Udg. af J. L. Ussing. III. 1876. S. 114 f.