320 / 594
310
Jagtslottet Eremitagen i Jægersborg Dyrehave
Jagtlitteraturen paa hans Oldefaders Tid (»den samme
Gud, der har skænket os Kongerne, har forbeholdt disse
Hjorten som det mest fuldkomne og agreableste af alle
Dyr«), indførte atter Parforcejagten i al dens ridderlige
Raahed, og medens Egnen om Jægerspris havde været
hans specielle Jagtrevier, mens Faderen levede, begyndte
nu atter Jægersborg Dyrehave at genlyde af Hundeglam
og Valdhornets Toner.1)
I hvilken Grad Kjøbenhavnerne var optagne af de
kgl. Jagter i Byens Nærhed, viser en liden Historie, over
hvilken »man amuserede sig meget i Kompagnierne« i
Slutningen af September Maaned 1750. Fredag den 18.
havde det Rygte udbredt sig, at en overmaade stor Hjort,
som var bleven forvildet paa Jagten, skulde — forfulgt
af 7 Jagthunde »en Svite« — have retireret sig ind ad
Nørre Port, forbi Orangerihuset ved Rosenborg og ud i
Kastellet, hvor den var bleven fanget i en af Gravene.
Da Grunden til Rygtets Opkomst blev bekendt, kom Lat
teren. Hele Historien indskrænkede sig til, at en vel
voksen Gedebuk, der havde absenteret sig fra en Stald
ved nævnte Byport, var bleven forfulgt af en Flok Gade-
hunde og havde søgt en hurtig Retirade langs Volden2).
F ra Høsten 1752 — samme Aar som Frederik V’s andet
Giftermaal havde fundet Sted i Juli — beretter Jomfru
Biehl en Episode fra Eremitagen, der meget vel kan h a r
monere med den Modvilje, som Kongen da nærede mod
Juliane Marie. Selv om Historien ikke skulde være helt
korrekt, giver den alligevel et godt Billede af, paa hvilken
x) Frederik V bestilte en Gang hos Guldsmed Jagenreiter 50
Valdhorn, sagtens til Jagten. (C. Thrane. Fra Hofviolonernes Tid.
1908). De v a r til Jagten, hvilket ses af Jagtregnskaberne.
Vald
hornet forlokker ogsaa Hjorten: »Den har et fint Øre og holder saa
meget af Instrumenter, at den, selv naar den jages, undertiden brat
standser og nærmer sig Hundene for bedre at høre Hornet.« (L’ecole
de la chasse. 1763).
2) Berl. Tid. Nr. 76 (21A>) 1750.