563 / 594
Gravskriftspoesi
553
* ) »Det som af Jorden Jordisk var, til Jord igien raaa b lifve
Det som af H im len H im lisk var, hos Gud er, Som v il gifve
Det L iu løs Støfv ny L if igien , naar Siel oc Legem shall
F oreen it see Hans H erlighed blant de V dvaldis tall.«
Og ganske k lart stod det udtrykt paa
Cort Adelers
Epitafium (Holmens Kirke 1675):
*) »[D en almægtige Gud] annamm ede hans Siel
T il sig, huor den b evaris i H ellig Giemme
Ind til Jesu Dag, paa hu ileh en tid dend
Igien m ed glæde skal foreen is m ed sin Bolig
I de lefv en d es Lande.«
Under alt dette er der ingen Grund til at frygte Dø
den; den er den store Befrier fra alle Lidelser, og vel
den, der har overstaaet den. Som der staar paa
Ditmar
Bøfekes
Epitafium i Hellig Geist Kirke Aar 1681:
*) ». . . oc bortgich
Fra Sorg oc Klem
T il H imm elen H iem
Fra Møye oc Strid
T il Glæde oc F ryd
I Æ vigh ed s T id.«
Selv Børnene maa være glade over Døden. Paa et
treaars Barns Ligsten i Trinitatis Kirke (1674) staar der:
*) »Jeg var m in F aderss tid sford rif,
Min Moders Haab oc glæde
Men Kom til bedre L yst oc L iif
H oss Gud i H im len s Sæde.
Vel b lef ieg elsket in d erlig
Af Fader oc af Moder,
Men bedre dog nu fau fn er m ig
Min F relsserm and oc Broder.«
Men helst maa Døden komme efter et ærefuldt Liv,
th i gaar end Legemet til Grunde, vil et smukt Minde leve
i lange Tider. Saaledes hedder det i Anders Bordings
Mindedigt paa
Maren Berings
Ligsten i Frue Kirke, 1675:
38