558 / 594
548
Skoleholder Daniel Ulrichs Død
den at være blevet noget beskænket, og Wartberg sendte
saa Pigen efter en Hyrevogn for at faa ham hjem. Vog
nen kom ogsaa, men maatte holde længe, og Kusken blev
til sidst utaalmodig og sendte Bud op med Pigen, at nu
kørte han, hvis de ikke kom. Ulrich gik saa foran ud
gennem Salen og derfra nd i Forstuen; Wartberg og Pigen
kom noget bagefter, hun, fordi hun maatte hente Wart-
bergs Hat, han, fordi han paa Vejen forbi Disken vilde
stikke nogle kinesiske Blomster til sig som Foræring til
Ulrichs Døtre. Da de nu kom ud paa Trappen, var Ulrich
der ikke, og i den Tro, at han var nede ved Vognen, gik
de derned. Heller ikke der fandt de ham, og da de havde
ventet lidt, fordi de mente, han vel var inde i Gaarden i
et naturligt Ærinde, gik de derind for at se, hvor han blev
af. Der fandt de ham liggende paa Stenbroen. Han var
ikke død, men det »ralrede« i Halsen paa ham, og de var
klar over, at en Ulykke var overgaaet ham.
Hidtil havde kun Wartberg og de to Piger været sam
men med Ulrich, og hele Fremstillingen hviler derfor paa
deres Udsagn, der stemmer godt nok overens. Men fra nu
af myldrer der Folk ind paa Scenen: Værten selv og hans
Kone, en tilkaldt Barber, der lader den døende Mand
stable op i en Stol i Skænkestuen for at faa ham aareladt,
Gæster og Naboer, Soldater, der ligger i Indkvartering
der omkring, og Underfogden og hans Folk. Af disse giver
Værten, Wilhelm Zahn, straks den Forklaring paa, hvor
dan Ulrich maa være kommet til at ligge nede i Gaarden,
som uden Tvivl er den rigtige, og hvis Sandsynlighed intet
senere Vidnesbyrd afsvækkede: Ulrich, der var en gam
mel Mand og havde faaet rigeligt at drikke, er efter at
være kommet ud i den mørke Forstue begyndt at gaa
ned ad Trappen, men i Stedet for at følge denne er han
tumlet lige forover mod Svalegangens Rækværk, der kun
var godt en Alen højt, og er styrtet ned i Gaarden. Han
laa paa den ene Side, den, hvor Saarene senere blev paa