560 / 594
LIDT GRAVSKRIFTSPOESI PAA GAMLE
KØBENHAVNSKE EPITAFIER.
Af M. VOGELIUS.
M
edens man nu om Stunder er mere tilbageholdende
— ligesom mere sky — i den offentlige Omtale af
sine nærmeste Afdøde, gik man i gamle Dage til den
modsatte Yderlighed og hævede disses Dyder og gode
Handlinger til det mest ophøjede eller overdrevne; for
slog Prosaen ikke, tog man sin Tilflugt til Poesien. I
Middelalderen maatte Latinen holde for, og først efter
Reformationen begynder Modersmaalet — hvad enten
dette nu var Dansk eller Tysk — at stikke Hovedet frem
og efterhaanden gøre sig mere og mere gældende.
Fælles for alle Gravskrifterne er deres moralske Ind
hold. Enten skal de tjene til at opbygge den Døde eller
ogsaa — men dog sjældnere — den Efterlevende, og mær
keligt er det at iagttage, at endnu i det 16. og 17. Aar-
hundrede, i en Tid, hvor Kristendommen allerede havde
hersket i over et halvt Aartusinde, var det gennemgaaende
de ældste, hedenske Forestillinger om Døden og Livet
efter denne, der til Trods for det ydre, kristelige Tilsnit
er de fremherskende. Det er Tanken om den Døde, der
efter sin Jordfæstelse stadig opholder sig i sin Grav, den
menneskelige Opfattelse ikke kan slippe. I Oldtiden gav
man ham derfor alt det med i Graven, som han her i Livet
havde sat Pris paa, eller man bragte Ofre ved hans Grav
sted af Mad eller lignende, for at han ikke skulde lide Nød
KØBENHAVNS
KOM?/!UN
E t 5
3L!OTHKEF?