126 / 398
Dansk Politik og Aandsliv
119
skænket en Tanke, var at faa gjort en hensynsløs Ende paa det bestaaende
Styre.
Havde man nu blot kunnet lidt mere Geografi og havde man kun
havt saa megen politisk Interesse, at man f. Eks. havde læst de tyske
Avisers Meddelelser om Danmark, vilde man sikkert have følt og for-
staaet, at saadan bærer et virkelig religiøst og virkelig oplyst Folk sig
ikke ad.
Man havde da forstaaet, at Opgaven var at trætte Regeringen, ikke
at jage den bort med Vold. Man havde i saa Fald lært et Folk at kende,
som i fulde ti Aar med mandig Ro har baaret Trykket af en højst
upopulær Regering, medens der kun er hengaaet syv Aar, siden Berliner
kongressen indsatte Rumeliens nye Styre. Den rumeliske Guvernør
holdt sig strengt til Loven; ikke desmindre jog man ham bort og indsatte
samme Dag en provisorisk Regering. Her vilde man have lært et Foik
at kende, i hvilket der trods de Styrendes mindre nænsomme Forhold til
det Lovbestemte, ikke findes nogetsomhelst andet Provisorisk end Finansloven.
Det rumeliske Folk har ikke forstaaet den store Kunst at vente.
Istedenfor at vente, til Brugen af Rifler blev forbudt og Skytteforeningerne
opløste og da at danne hvad en Taler med Rette har kaldt de
ikke stort
mindre imponerende
Riffelforeninger uden Rifler, har man brudt løs paa
et Tidspunkt, da Regeringen endnu ikke havde sagt sit sidste Ord eller
gjort sit yderligste Skridt. Istedenfor paa Lovens Grund at vise sin Mand
dom ved ikke at ansøge Regeringen om Tilladelse til at skyde (men natur
ligvis da heller ikke skyde) har man erklæret at ville skyde Autoriteterne
ned som Hunde, hvis de vovede at kny. Istedenfor at true med Riflerne,
lade sig stævne for Retten og for Dommerne snildelig fragaa nogensinde
at have tænkt paa Rifler, har man uden videre ladet dem og brugt dem.
Istedenfor at mødes atter og atter som frie Mænd, tale djærve Ord, raabe
mangt et rungende nifoldigt Hurra for den gode Sag og endelig til Slut
ning synge et Omkvæd af dette Indhold:
Ned med Gavril, den Tyrk fra Konstantinopel!
Vi vil ingen Gavril Pascha ha’ her i Filippopel!
har man uden videre bemægtiget sig Hans Excellence den tyrkiske
Guvernør, Gavril Paschas Person og kastet ham i et Fængsel, der ikke
synes stort bedre end en dansk Varetægtsarrest.
Pinligst virker det ved Læsningen af de fremmede Blades Beret
ninger, at de herskende Tyrker aldeles ikke synes at være optraadt paa
nogen særlig udæskende eller uforskammet Muade. Des ubegribeligere
bliver det, at Opstandens Fører, en Doktor Stransky, har kunnet tro sig
berettiget til at handle, som han har gjort. Heller ikke han har kendt
til den sindige og sejge Hævden af Folkerettighederne, som er vor Stolthed