128 / 398
Dansk Politik og Aandsliv
121
Det første er dens Mangel paa Alvor. Man har ikke ventet, til
Situationen blev alvorlig, allermindst til den var præget af, hvad en Taler
nylig med Rette kaldte „den dybeste Alvor“. Ogsaa vi Danske gør vor
Pligt, naar det bliver „den dybeste Alvor“. Heldigvis ved vi, at der endnu
er temmelig langt igen. I Rumelien derimod har man gjort mere end
sin Pligt, andet end sin Pligt — og det som i Leg, før den dybeste Alvors
Stund var slaaet.
Det andet Punkt, der maa være enhver Dansk imod ved den rume-
liske Omvæltning, er den snigende Lydløshed, hvormed den er kommen
over Regeringen. Det var altid god dansk Skik at røre Tromme, før man
faldt over en Gert. Men hist! Hverken Trommer eller Trompeter!
Hverken Taler eller „Hør ham!“ Hverken Sange eller Jubel! Ikke
engang et eneste nifoldigt, hjerteligt Hurraraab — før bagefter!
Canova lavede engang en Løve af Smør. Siden da er
det vist aldrig lykkedes Nogen. Der er vel faa Danske, der
ikke betragter det som en Nødvendighed i Kraft af Folke-
temperamentet og desuden som en Lykke, at Forfatnings
kampen fik det snigende Forløb, den fik. Den tog jo fulde
seksten Aar endnu. Havde Folket imidlertid sat mere ind
paa at hævde sin Værdighed, saa havde Sejren, da den blev
vundet, betydet en Stigen i Kultur, medens den nu blev
kulturelt aldeles betydningsløs.
2
.
Foraaret bragte to store Digteres Død, Victor Hugos og
J. P. Jacobsens. Den førstes rørte mig. Den sidstes gik mig
naturligvis mest til Hjerte, skønt den forløste ham fra Kvaler.
Min Bog om
Berlin,
hvori mange Afsnit var nye, alle
omhyggeligt gennemarbejdede, tog mig Aaret igennem megen
Tid. Den udgaves i Hefter og skulde udkomme til Jul.
Medens den i Originalsproget fra først af kun fik to hun
drede Subskribenter, vakte dens enkelte Afsnit stor Opmærk
somhed i den russiske Oversættelse. Kapitler deraf blev,
efter at et Stykke havde været trykt i
Vestnik Jevropi,
tele
grafisk forudbestilte til de store Revuer, der efter Oversæt