125 / 398
118
Dansk Politik og Aandsliv
komst af 1878, der fastslog, at
fo r evig Tid
skulde Sultanen af Tyrkiet
være Øst-Rumeliens Suveræn, har Befolkningen fulgt sin egen Vilje, har
i Egenraadighed troet at kunne og turde raade sig selv. Den har ikke
forstaaet, at dens sande Styrke laa i at blive staaende
p a a Lovens Grund,
selv om denne Grund ikke altid blev respekteret af dens Regering. Et
saadant Overgreb vil straffe sig selv, om ikke i Øjeblikket (thi Revolu
tionen synes lykket) saa i Fremtiden; det skal nok vise sig, at der ingen
Velsignelse er i Fremgangsmaader af den Art.
Dette er et Folk, som øjensynligt ikke har vidst, hvad Styrke en hel
Nation kan suge af sejg Taalmodighed. Det er et Folk, som øjensynligt
ikke har begrebet, hvad Kraft der kan udfoldes under passiv Modstand.
Det har manglet Tro paa, at en højere Styrelse nok leder alt til det Gode
ad Lovens Vej; det har manglet den ædle Resignation i Ulykken, som
i alle Kampe mellem Folk og Regering er og bliver Folkenes skønneste
Smykke.
Den Uvidenhed, i hvilken Sydeuropas Folk svæver om vort Fædre
land og dets Forhold, er bekendt. Spurgte man en Rumelier om Kjøben-
havn, vilde han maaske tro, man talte om en russisk Provinsby. I Al
mindelighed kan dette Forhold jo være yderst ligegyldigt; men i Tilfælde
som dette kan man ikke andet end beklage Danmarks afsides Beliggenhed
og den Isolerthed, hvortil Sprogets ringe Udbredelse fordømmer det.
Havde Rumelierne kendt blot noget til Danmark og danske Forhold, saa
havde de havt et Eksempel for Øje paa, hvorledes et virkelig kristent og
virkelig civiliseret Folk bærer sig ad under Forhold, hvori det ikke faar
sin Vilje, og — hvem véd, om de da selv havde handlet saa lovløst og
saa raat?
Thi hvad har de gjort? Paa én og samme Dag har de i Kraft af
en Aftale, der overrumplede Regeringen fuldstændigt, rejst sig i deres
Hovedstad Filippopel og rundtom i hele Landet, saa Alt den 18de Sep
tember om Aftenen stod i en eneste Oprørsflamme. Saa omhyggeligt var
i Stilfærdighed Forberedelserne trufne, at medens man samtidigt paa
ethvert Punkt i Landet styrtede den lovlige Myndighed, havde man overalt
Mænd beredte til Overtagelse af Forvaltningen. Og saa klogt var Øje
blikket valgt, at Signalet blev givet, netop som den østrumeliske Milits,
der hemmeligt var vunden, fandtes samlet og ved sin Overgang til
Oprøret beseglede den bestaaende Regerings Undergang. Fyrst Alexander
af Bulgarien tvang man brutalt til at sætte sig i Spidsen for Bevægelsen
ved ellers ikke at give ham andet Valg end det at takke af, og hvad den
tyrkiske Guvernør angaar, Landets virkelige Regent, slog man ikke mindre
lovstridigt en Klo i ham og kastede ham foreløbig i Hullet. Paa intet
Punkt synes man da at have overvejet, om en saadan Fremgangsmaade
var berettiget, om den ikke var overilet, allermindst om der i Længden
kunde komme noget godt ud deraf. Det eneste, man synes at have