127 / 398
120
Dansk Politik og Aandsliv
her i Norden. Det siges, at han personlig skal have lidt nogen Overlast
en Gang. Men det sømmer sig ikke for en kristen Politiker at være
hævngerrig. Han har ikke følt, at han i Længden stod sig bedre ved at
modtage Slag end ved at give Slag. Han har ikke været gennemtrængt
af den Sætnings Sandhed, at naar En slaar Dig paa den ene Kind, saa
bør Du om ikke vende den anden til, saa dog vente, til han slaar Dig
paa den anden, og saa gaa. I Stedet har han hengivet sig til den stygge
Yderlighed, der heldigvis slet ikke ligger for os danske, den at organisere
Sammensværgelser. Er der her hos os nogen, der sørger for i Stilhed
at bringe Krudtet til Kuglerne eller Kuglerne til Krudtet og Underoffi
cererne til begge paa en afgørende Dag, saa er det heldigvis ikke Folket;
dets Hænder er rene for sligt.
Det overlader saadant til en lovbrydersk
Regering og ler den ud bagefter, naar den forventede Opstand udebliver.
Stransky derimod, har, før han stillede sig i Spidsen for den provisoriske
Regering, med smaalig Omhyggelighed, med provisoristisk Forsigtighed
taget alle de Forholdsregler, som Oppositionen hos os altid har holdt sig
for god til og forhaabenlig vil holde sig for god til.
Dersom man i Rumelien ubetinget vilde vise sin Misfornøjelse med den
bestaaende Regering paa en iøjnefaldende Maade, saa var der en lovlig Vej,
som laa nær,
Demonstrationens.
Man kunde raabt Hurra og atter Hurra
for Alexander af Bulgarien. Og vilde man absolut gøre det klart, hvor
dyb og stærk Uviljen var, saa havde man vel kunnet gribe til andre vær
digere Midler. Istedenfor paa en eneste Dag med brutal Voldsomhed at
slaa alle Politimestre i Øst-Rumelien ned, kunde man have udsøgt sig
en enkelt Politimester, have lettet lidt paa ham og stilfærdigt betydet ham
sit alvorlige Ønske om at se ham fordufte — selv om han saa den næste
Dag var kommen tilbage og havde stræbt at genvinde den tabte Blændkraft
ved Arrestationer. Man havde visselig heller ikke behøvet at begaa et
saa uhørt Skridt som det, at erklære Landets lovlige Hersker, Sultanen
af Tyrkiet, for afsat. Man havde paa en tilstrækkeligt fattelig Maade
kunnet antyde ham en vis Utilfredshed i Folket, ifald en eller anden ung
bulgarisk Mand eller Kvinde f. Eks. havde givet en eller anden Gibsbyste
af Suverænen en dygtig og meget sigende Næsestyver. Saa dum er Sul
tanen sandelig ikke, at han ikke nok havde forstaaet, hvad Meningen var,
og man havde undgaaet de nuværende Tilstande — selv om den Yngling
eller Pige, der ofrede sig til en saadan Gerning, havde maattet finde sig
i nogen Tids Arrest derfor. De havde da havt den styrkende Bevidsthed,
at have givet Sultanen en Advarsel, som dog maaske i Tiden vilde sætte
Frugt.
To Punkter er der imidlertid især, som maa frastøde enhver Dansk
ved den iøvrigt med saa megen Energi og Behændighed iværksatte rume-
liske Revolution.