154 / 398
Sommerferie og Efteraarskampe
147
Det var ni Aar siden, jeg havde set Snoilsky, og det glædede
mig at gense hans smukke Skikkelse. Hans livfulde og
naturlige Hustru saa jeg for første Gang. En Dag, da de
havde spist hos os, kom Professor Retzius og Frue fra
Stockholm til, og disse betydelige Mennesker blev vel mod
tagne. Højst overraskende kom det mig derfor, da baade
Professoren og Fruen ikke længe efter i Kraft af et politisk
Omslag afbrød enhver Forbindelse med mig, ja optraadte
som mine udtrykkelige Modstandere. — Snoilsky havde paa
det Tidspunkt sin Ungdoms Zigøjnerstemninger bag sig, havde
som varmtfølende svensk Patriot forherliget svenske Konge-
og Krigs-Minder, og levede og aandede nu i de Stemninger,
der gav sig Luft i Digte, som udtalte Medfølelse med den
menige Mand,
Den tjånande brodern
og andre. Det var
derfor ret naturligt, at han paa dette sit Udviklingstrin be
tegnede det populære Foredrag, jeg da nylig havde holdt i
Arbejdernes Læseselskab om Holberg, som det efter hans
Mening Bedste, jeg nogensinde havde gjort.
Af andre Svenske fik jeg i de Dage Besøg af Fru
Edgren, som paa den Tid var mere knyttet til Danmark end
nogensinde, og kort derefter af hendes smukke Veninde Fru
von Vollmar og dennes Mand, den socialdemokratiske Fører.
Fru v. Vollmar havde jeg jo kendt fra hun var ung Pige.
Hun og hendes Mand forblev trofast forbundne med mig,
hvor sjældent vi end saas. Desuden traf jeg i de Dage for
første Gang den radikale Sociolog, Knut Wicksell, der delte
mine Anskuelser i den da indledede Sædelighedsfejde.
Af Norske lærte jeg Arne Garborg personligt at kende.
Min Artikel om ham havde jo givet Anledning til Fejden,
og paa dette Tidspunkt stemte vore Grundanskuelser vistnok
næsten fuldt overens. Jeg nærede oprigtig Beundring for
hans Oprindelighed og hans Vid, og kan kun beklage, at
hans Udvikling senere har ført ham ad Veje, jeg ikke kunde
10
*