211 / 398
204
Rusland
hans Kultur maa kaldes universel. Det typisk Russiske hos
ham var hans straalende, ufortrødne Humør. Tyranniet, han
bekæmpede, forekom ham altid nærmest komisk, og han
havde et Smil derfor. Kovalevski var en
grand seigneur,
en Godsejer, der ogsaa var Universitetsprofessor, og som i
de Dage truedes med Afsked, ogsaa fik den, fordi han, paa
en Forelæsning om den russiske Forfatning, havde sluttet
med Vendingen: „løvrigt tilstaar jeg, at jeg foretrækker den
engelske.“ Man beskyldte ham desuden for at have korre
sponderet med Laurof.
Som Forfatter paa det franske og engelske Sprog har
han vundet evropæisk Anseelse. Stor og svær, med et ind
tagende Ansigt, der vanheldedes af et Hareskaar, med noget
tungt men dog imposant og tiltalende i Optræden, var han
yndet af alle Mennesker, der kendte ham. Sonja Kovalevski,
der trods Navneligheden ikke var i Slægt med ham, men
som i ham mødte sin Skæbne, skrev mange Aar senere om
ham: „Han indtager en ligesaa stor Plads i Ens Hjerte som
i Ens Sofa.“ Og det vilde sige en enorm. Kovalevski tog
sig af mig, vejledede mig med Raad om Besøg hos General
guvernøren og Kuratoren, og kørte mig ud af Byen til et
Forlystelsessted, hvor Zigøjnersker og Zigøjnere dansede og
sang, hvad der udgør en Yndlingsfornøjelse for Moskoviterne.
Sangen var brutal uden at være
canaille.
Dansen foregik
som al østerlandsk Dans paa Stedet.
Paa Gennemrejse til og fra Stockholm, hvor Kovalevski
samme Efteraar holdt Forelæsninger, besøgte han mig i
Kjøbenhavn, hvor det var mig en Glæde at gense ham, og
hvor jeg var den, som først gjorde ham opmærksom paa,
at han i Stockholm vilde træffe en Landsmandinde. Mens
han paa Tilbagerejsen var hos mig i Kjøbenhavn, hændte
der noget, der uden min Skyld paa den harmeligste Maade
forspildte mig hans Venskab.