209 / 398
202
Rusland.
vilde ikke tage nogen Ende. Grevinde Tolstoj og hendes
Døtre hørte det af mine Foredrag, hvori jeg behandlede
Husherren paa Jasnaja Poljana. Til det femte Foredrag var
Trængselen saa stærk, at jeg med Nød og Neppe kunde
skaffe en Dame, der kom til fra Petersborg, en Stol.
I Moskva levede jeg næsten helt i mandligt Selskab med
Universitetsprofessorerne og Byens Skribenter, og det mosko-
vitiske Væsens Rundhed, Jævnhed, elskværdige Ligefremhed
og Godmodighed virkede usigeligt velgørende. Man foran
staltede en Række af Festligheder til min Ære, men uden al
Højtidelighed, som Familiemiddage. Professorerne ved det
historisk-filosofiske Fakultet indbød mig til én Middag, P ro
fessorer og Skribenter i Forening indbød mig til en anden,
Medarbejderne ved Tidsskriftet
Russki Mysl
og Bladet
Rus
skija Wjedomosti
til en større Banket. En Deputation over
bragte mig min Udnævnelse til Æresmedlem af det russiske
Selskab a f Literaturens Dyrkere
, som præsideredes af den
ædle og elskelige Ruthener Professor Storosjenko, der en
Snes Aar igennem til sin Død bevarede mig sit Venskab, og
hvem jeg skylder det omhyggelige Gennemsyn af min Bog
om Shakespeare paa Russisk.
Hvem der har set Storosjenkos aabne brune Ansigt med
de store Smilehuller, glemmer det aldrig. Han var den
typiske russiske Lærde, naar han er ypperst. Hans Væsen
var frugtbar Jord, hans Hjerte og hans Intelligens var en
Enhed; men hans Intelligens inspireredes af hans Hjerte.
Megen Lærdom og solid; en egen godlidende Humor uden
Ironi; ingen Særhed, ingen Forfinelse, men Aand, der blev
til Hjælpsomhed og Godhed.
Guerrier og Literaturhistorikeren Vesselovski var for
standigere og strengere Naturer, hvem jeg skyldte megen
Tak for Imødekommenhed;
Russkija Vjedomostis
Redaktør,
den fortræffelige Sobolevski, en af Liberalismens Grundpiller