214 / 398
Rusland
207
Naar jeg der i Bjésjitsa sad i min store, trefags Hjørne
stue, gennem hvis aabne Vinduer Duften af Træer og Blom
ster strømmede ind, eller naar vi vandrede rundt i Parken,
kørte med to smaa Heste gennem Lunden, eller med et lille
Dampskib, der hørte til Villaen, sejlede op ad Floden Djesna
gennem Urskoven, der strakte sig uigennemtrængelig ind i
Landet fra begge Bredder, saa var det mig, som var jeg
hensat til Haven Paradou.
Nogle Uger svandt som Timer, og dog var det mig,
som levede jeg hver Dag tredive Dages Liv. Ikke at jeg,
som den flove Talemaade lyder, „nød“ Livet; det Udtryk
svarer ikke til nogen Fornemmelse hos mig; men under en
saa simpel Handling som en Morgenspadseretur i Parken
følte jeg i disse Omgivelser Livet forstærket i mig. Min
Helbred var bedre end den i lange Tider havde været; jeg
oplevede et pludseligt Foraar paa Landet efter længe at have
indaandet Kulde og Slud, og jeg havde efter anstrengende
Optræden i By efter By med Arbejdslivets og Selskabslivets
Uro, der tog Dag og Nat i Beslag, Fornemmelsen af fuld
kommen Ro, af Stilhed og Hvile under Isolerthed fra Om
verdenen, paa samme Tid som Roligheden ikke var tom,
men bevæget, idet en ualmindelig Kvinde indviede mig i sin
Livsførelse og sine Tanker, forklarede mig sit Land og sit
Folk, som det opfattedes af hendes aarvaagne Sind.
Fyrstinden fulgte mig til Smolénsk, som vi i Forening
besaa. Da jeg om Aftenen stod paa Perron’en og vilde
stige ind i Toget til Varshav, blev efter Ordre fra Jernbane
chefen, der plejede at skrive Vers til Fyrstinde Tenicheff,
en hel Waggon stillet til min Raadighed, og alle, der var i
den, maatte skifte Vogn. Da jeg som god Evropæer prote
sterede paa de andres Vegne, viste det sig, at ikke en eneste
af dem havde betalt sin Plads.