213 / 398
206
Rusland
prellede aldeles af. Ja, efter hans Fremstilling af Sagen trak
mine tidligere Venner i Moskva sig tilbage fra mig som fra
en Art Forræder. Endnu i 1902 afslog Kovalevski at ind
finde sig ved en Middag i Paris, hvortil jeg var indbudt.
Først i 1905, sytten Aar derefter, lykkedes det mig gen
nem Sobolevski at faa den fortørnede Mand formildet, og
siden da har vi været Venner paany.
8
.
Jeg havde i Petersborg en Dag hos Voltaire fundet disse
Ord: „Sømænd glæder sig, naar de er i Havn; men er der
i Livet en H avn ?“ Disse Ord slog mig. Thi Lykkens
sjældne Timer betydede aldrig for mig nogen Havn. — Og
dog bød Lykken mig under Livets Ørkenvandring netop da
paa Oaser.
En Dag passerede Fyrst og Fyrstinde Tenicheff Moskva.
De havde af Stationschefen i Orel, Fyrstindens tro Beundrer,
faaet en første Klasses Vogn med talrige Afdelinger overladt,
der førte dem fra Petersborg lige til deres Landsted i den
lille By Bjésjitza.
Fyrstinden hentede mig i Moskva, og Rejsen gik Dag og
Nat sydpaa. Vi ankom, ligesom det pludselige russiske For
aar paa en Gang var udsprunget, og modtoges af Milliarder
Liljekon vallers dejlige og besnærende Duft, af talrige Natter
gales Sang, den, for hvilken Egnen var berømt, og af Par
kens friske Skønhed, Markernes yppige Grønt. Varmen var
stærk, undertiden naaede den 27 Grader R. i Skyggen; men
da Luften var bevæget af Briser, føltes den ikke som Tryk.
Fyrsten bestyrede sin Fabrik, der frembragte Dokker,
Fyrstinden var og er forbleven et Forsyn for sin Egn, kendte
hver Bonde og Bondekone i Miles Afstand; hendes Sans
for Læsning og Kunst var ualmindelig opvakt. Hendes Sjæl
bestod af Entusiasme og sluttet Energi.