212 / 398
Rusland
205
Medens han sad hos mig, indfandt sig en ung svensk
Forfatter, en af de mange, jeg af Godmodighed gav Adgang
til mig og aldrig burde have ladet komme over min Tær
skel. Hvem var den svære Mand, der forlod Dem? spurgte
han. — Jeg sagde det og tilføjede uforsigtigt, at Kovalevski
kom fra Stockholm og dér var bleven udmærket modtaget,
men at han havde spøgt en Smule med den Maade, hvorpaa
man der i Selskabet tumlede med Tysk og Fransk. En højt
anset Mand havde i en Tale til ham rosende sagt: „Herr
Kovalevski, Sie sind ein grossgechlagener Mann“ — fri Over
sættelse af det heldigvis nu noget forældede nordiske Mode
udtryk „storslaaet". —
Det
bør offenliggøres, udbrød Sven
skeren, det vil ærgre dem grundigt deroppe. — For Guds
Skyld, svarte jeg, vær saa god, ikke at sætte i Aviser, hvad
jeg siger Dem i min Stue. Ellers bliver jo alt Samkvem
umuligt. Desuden kunde Kovalevski faa Ubehageligheder
deraf. — Svenskeren lovede at tie, og jeg glemte Sagen.
Et Aars Tid derefter erfor jeg med Forundring, at
Kovalevski havde passeret Kjøbenhavn uden at opsøge mig,
og da jeg udtalte denne min Forundring til en fælles Bekendt
og ikke begreb Grunden, erfor jeg yderligere, at Kovalevski
var i høj Grad forbitret paa mig. — Hvorfor? — Jo,
da han paany var ankommen til Stockholm, havde hans
Bekendte behandlet ham med isnende Kulde, ja med Haan,
vendt ham Ryggen, negtet at give ham Haanden etc. og
dette paa Grund af en Artikel i en sydsvensk Provinsavis,
hvori det var fortalt, hvorledes Kovalevski havde spottet
Stockholmerne, deriblandt Mænd som Professor Axel Key,
den berømte Læge, for deres slette Tysk og Fransk,
gross-
geschlagen
osv. — Da nu Kovalevski kun til mig havde berørt
disse ligegyldige Sprogfejl, havde han altsaa mig at takke for
Artiklen og Modtagelsen. — Alt hvad jeg senere femten
Aar i Træk foretog for at overbevise ham om min Uskyld,