76 / 101
K ø re tø j, som n u v a r in d h ylle t i en stor Tristesse, fo rm a a -
ede ikke at skjule sin H erkom st. D e t v a r M idd ela lde rens
tunge V o g n »F ru e rk a rm e n « , som havde udskiftet sine
glade Spæ rlagner m ed sorte O m h æ n g , og som n u i Skikkelse
a f H o lb ergtiden s L ig v o g n endelig selv kørte in d i D ø d e n .
Saa standsmæssigt begyndte en hver E p id e m i, m en na a r
den for A lv o r greb om sig, kom andre K ø re tø je r igan g. D a
fik m a n B ru g for alt, h va d der kun de rulle, og da betalte
ogsaa V o g n m a n d e n sin S k yld ved H ygæ as upaaagtede
A lte r. M a n g e n K u s k , som havde lettet sine D ø d e a f ved
den gabende Pestkule, opdagede paa H je m tu re n , at han
havde faaet en n y Passager ved sin Side, en stille ge nn em
sigtig M a n d , der ikke svarede, na a r m a n spurgte, og ikke
spurgte selv. H a n saae blo t undersøgende paa K u s ke n i
det sære Ø je b lik , da Sveden begyndte at perle paa hans
Pande og h an gled i et lille skævt F a ld ned fra Sædet. Saa
satte den Fre m m e d e sig m ageligere til rette og tog T ø m
m erne over i sin egen H a a n d . . .
S ygdom m en e sørgede for Befolkningskontrollen, den
røde H a n e for Stadens S a n e rin g ... A d v a re n d e lø d om
A ftenen Vægterens Sang i de halvdøde G a d e r:
Vær klog og snild,
vogt Lys og Ild.
Vor Klokk
;*
er slagen T i !
V e d evig Gentagelse m ister enhver A d va rse l sin M a g t,
m en Forsigtighed m ed aaben Il d sad de fleste i B lo d e t; -
a f dyrekøbte E rfa rin g e r vidste m a n , h v a d der kun de hæ n
de. O g
hvis
det alligevel skete, hvis A arva age nh e den svig
tede eller U h e ld e t v a r ude, da ramtes sjældent et enkelt
H u s , m en flere G a d e r, ja hele Bydele af Ildens straffende
72