42 / 207
Det hårde kors af vanvittighed
kamre for de sindslidende, der ikke var voldsomme, men dog skulle
holdes afsondrede. De enkelte rum har været ca.
3 ,5
m2; adskillelserne
var af brædder og der var simple døre og bræddelofter overalt; der
var i hele længen
1
vindovn - i en stor stue hvor, som Riegels skriver,
selskabeligheden blandt dem, der havde det lidt bedre, udfoldede sig -
samt tre bilæggerovne.
De »honette« kamre, der kostede noget mere i kammerleje og som
ingen, der ikke selv betalte, boede i, lå i den nordlige del af vestlæn
gen. Her var gipsede lofter, oliemalede paneler, indmurede hornlyg
ter og hele
1 7
vindovne og
11
bilæggere, hvorfor man må regne med,
at alle kamre har haft opvarmning; nogle af kamrene blev betegnet
som »honette Daarekister« og her var ovnene omgivet af massive sta
kitter.
Hvorledes det forholdt sig med de egentlige dårekister, hvor de
voldsomme sindslidende opholdt sig i kortere eller længere tid, er nok
så interessant. Ifølge Adresseavisens artikel var der også almindelige
dårekister, som var »tætte og gode« og om vinteren havde varme af
kakkelovne, der var sat i gangen. Denne beskrivelse passer med brand-
taxationen over den lille bygning vest for hospitalet, altså ud for nord
længen; bygningen figurerer på kortet fra
1 7 7 0
, men ikke på et inven
tarium fra salget
1 7 6 8
og må således være opført i forbindelse med St.
Hans Hospitals indflytning; samtidig var Krigshospitalets dårekiste-
indretning syd for anlægget konverteret til stald. Hvorfor netop denne
ændring var foretaget, vender vi tilbage til under dårekistens funk
tion. Den lille bygning var grundmuret, teglhængt og i én etage; der
var en gennemgående gang, hvor der på hver side var 10 kamre, afdelt
med planker og med plankeklædte vægge og gulve - brædder var
åbenbart ikke solidt nok i denne afdeling. Brandtaxationen siger intet
om vinduer eller skorstene og ovne - noget, der var nok så vigtigt i en
brandtaxation - og heller ikke om inventar. Da variationsmulighe
derne ikke var store, har dårekisterne formentlig været udstyret om
trent som Krigshospitalets dårekister, som vi kender dem fra inventa
riet: der var skodder og tværstænger for dørene og i disse en jernrist,
antagelig til at række maden ind ad, samt fast briks og natskrin. Det
var også begrænset, hvor meget man kunne gøre ud af møblementet,
da man risikerede at det blev ødelagt. Der var på hospitalet et lille
værksted, hvor sengesteder og andet, som »de galne hvert øjeblik be-
39