![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0045.jpg)
Barbara Zalewski
dag og nat; til det formål skulle hentes folk ude i byen og det var dyrt.
Magistraten forespurgte derfor, om medicus eller kirurg kendte noget
middel til at undgå, at rasende mennesker tilføjede sig selv eller andre
skade; ellers vidste man nemlig, at der i England brugtes en slags
skjorte af læder eller sejldug med lange lukkede ærmer. En sådan trøje
blev anskaffet og skræddersvenden faldt til ro.39
Spændetrøjens entré i St. Hans Hospital kan måske siges at være den
egentlige anledning til en længe tiltrængt omstrukturering af hospita
let i juli
1 7 9 2
. De, der kom ind på hospitalet i voldsom tilstand, skulle
direkte i dårekiste og det var derfor vigtigt altid at have ledige dåre
kister. På dette tidspunkt var der
1 5
honnette kamre,
2 7
ordinære og
20 dårekister40 og det rakte slet ikke »i denne tid, hvor så mange be
høve at blive modtaget«. Man lagde derfor nu almindelige lemmer på
de epidemiske stuer - der vel ikke var så hårdt belastede som tidligere i
århundredet - og de roligere lemmer fra dårekister og -kamre i deres
senge, således at dårekistekapaciteten øgedes. Denne ordning ændre
des ikke siden og synes kun at kunne være lykkedes, hvis man har
anvendt spændetrøjer.
Allerede
1 8 0 3
må hospitalet have rådet over et betragteligt antal
spændetrøjer, da patienterne iflg. en instrux skulle lukkes ud i haven,
iført disse, mens kamrene blev ordnet.
Spændetrøjens muligheder i retning af at begrænse den sindsliden
des råderum uden at en speciel plads blev indrettet, må have været en
kraftig inspiration i en periode, da de sindslidende var ved at sprænge
hospitalets rammer. Der er dog ikke noget, der tyder på, at spænde
trøjen blev anvendt som tvangsmiddel, dvs. et middel til at ændre den
sindslidendes opførsel eller idiosynkrasier; som så meget andet i opfat
telsen og behandlingen af sindslidende gik udviklingen tilsyneladende
baglæns. J. R. Hiibertz skrev i
1 8 4 3
om »Daarevæsenets Indretning i
Danmark« og beretter for næsten hvert hospital, at lænker, spænde
trøjer og seler var i brug - nogle steder hang de på knager som seletøj i
en stald. Man kunne have forestillet sig, at anvendelsen af alt dette
snarere var aftaget end tiltaget i det mellemliggende halve århundrede
- der var dog blevet mere åbenhed om sindslidendes forhold, det
offentlige byggede nye anstalter og der havde været rigtige »sindssyge
læger« i en snes år. Det forholdt sig imidlertid således, at brugen af
tvangsmidler - straf og gentagne fysiske og psykiske irritationer - var
42