50 / 207
Det hårde kors af vanvittighed
var fri passage til haven. De fåtallige undvigelser kunne tyde på, at de
sindslidende var vel bevogtede og at deres kvarterer var forsvarligt af
låste. Af en ombygningsplan ses imidlertid, at de ikke var søgt adskilte
fra adgang til det øvrige hospital og der var kun to nattevogtere for de
afsindige.46 En rimeligere forklaring er nok, at for dem, der ikke var
forhindret af indespærring i dårekisterne, har der vel været en del
push-faktorer i hospitalslivet, men de blev ikke opvejet af pull-fakto-
rer udenfor hospitalet.4' Den store del af de indlagte, der især var
kvinder (68%), var så dårligt stillet socialt set, at tilværelsen inden for
hospitalets mure, hvor de dog var sikret tag over hovedet og et eks
istensminimum, har forekommet dem trygt - frihed vil altid være et
relativt begreb. I et årligt mandtal omtales en tidligere tjenestepige,
der var midt i
6 0
’erne og som nogle år forinden var blevet indlagt for i
sindsuro at have skåret sig i halsen og søgt at drukne sig i Peblinge
søen; hun var nu i fuldkommen bedring, skrev inspektøren, og kunne
godt komme på Vartov, men hun ønskede at blive i St. Hans Hospital.
Poq, der tilsyneladende var meget optaget af problemet med de
sindslidende i Danmark, fortalte også sine bopladsfæller, at »hvis der
er nogen, der helt mister forstanden, må de mange gange bindes og
der må de så blive resten af deres liv«. Det gælder, som vi har set, ikke
uden videre på denne tid, men der var en del sindslidende, der nåede
at blive gamle i gårde og som levede
2 0 - 3 0
år i kamrene; det var dem,
der til stadighed udviste en sådan uro, at de måtte holdes isolerede.
Den tid, som hengik mellem indlæggelse i dårekister og -kamre og død
falder dog drastisk mod århundredets slutning, hvad der måske kan
forklares ved den omsiggribende elendighed inden for hospitalets
mure: overbelægning, bygningens forfald og stadig dårligere kost. En
anden gruppe med længere ophold i hospitalet var de oprindelige af
sindige, der var forflyttet til de almindelige lemmestuer.48 Det var
mennesker, der måske var kommet sig af deres sindslidelse eller som
havde lange rolige perioder. Det kunne også være mennesker, der
mens de havde ligget i hospitalet, var blevet ramt af andre svagheder -
blindhed, brystsyge eller almindelig alderdomssvækkelse. De havde
nået en tilstand, hvor de ikke længere kunne klare sig uden for hospi
talet.
I det hele taget var det langt fra alle de sindslidende, hvis tilstand
var permanent - hverken de rasende, de sindsurolige eller de rolige.
47