![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0054.jpg)
Det hårde kors af vanvittighed
bringe til de ca.
7 0
personer, der var i dårekister og -kamre og da de lå
længst fra køkkenet, kan maden ikke altid have været varm, når den
nåede frem. Mange har sikkert også skullet mades, om ikke af anden
grund, så fordi de kunne have vanskeligt ved at styre de store lerpot
ter, der rummede en hel pot og som ifølge kirurgen52 var så tykke, at
det var svært at gabe over dem. Endelig var nogle af dem, der lå i
dårekisterne, så vilde, at deres mad endte på gulvet - der har ikke væ
ret personale til både at holde dem fast og made dem; det var næppe
heller helt uden grund, at der var en lille luge i dårekisternes døre. I
øvrigt var spisemesteren forpligtet til, efter medici eller kirurgs ordre,
at lave aparte mad samt styrkende og velsmagende drikke som kirse
bær- eller havresuppe til de afsindige - men kun når de var syge.
Det var ifølge oldfruens instrux hendes opgave at se til, at lemmer
nes rum og gang- og sengeklæder blev holdt rene, vaskede og vedlige
holdte. Hun skulle påse, at gulvene dagligt blev fejede og bestænkede
med vineddike samt at alt blev udluftet og røget med enebær. Især hos
de vanvittige skulle oldfruen sørge for, at sengeklæderne blev vel vendt
for at de ikke skulle forrådne og at deres linned blev vasket og ikke
var fugtigt, når gangkonerne delte det ud. De, der lå i Claudi Rossets
Stiftelse, skulle efter fundatsen have en over- og underdyne samt en
hovedpude, overdynen i uldent vår, resten i bolster. Det var imidler
tid kun
7 0
af samtlige lemmer, en sådan luxus var beskåret; resten lå i
et knippe halm, der blev skiftet to gange årligt og med en gammmel,
dårlig dyne over. Kirurgen klagede i
1 7 9 3
over dette og påpegede, at
det meste af halmen efter et par uger var havnet på gulvet ved senge
redningen - halmsække kunne afhjælpe dette, mente han.53
Gangklæderne var et stort problem; i et brev til Magistraten kla
gede inspektøren i
1 7 9 1
over, at et halvt hundrede af de syge og afsin
dige, der lå mod betaling - altså ikke de fattigste - var nøgne og
trængte til både linned og uldent. Deres pårørende mente nemlig, at
det var hospitalets pligt at forsyne lemmerne med tøj af de penge, der
betaltes i kammerleje. I forvejen var situationen fortvivlende - de fat
tige fik det, der blev kasseret fra Rossets stiftelse, når de dér fik nyt,
men som kapitalens værdi forringedes, var også disse klæder så pjal
tede, at det ikke engang var sylønnen værd at reparere dem. Når der
skulle købes stof til de lemmer, der lå på kassen, måtte inspektøren
forsikre Magistraten om, at ringere kunne han ikke få det. Det har sik
51