HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Det hårde kors af vanvittighed

I de første kirkebøger for hospitalet går de samme embedsmænds

navne igen på trolovede, viede, faddere og vidner og enkelte navne

kan følges helt op i

1 7 6 0

’erne, således at flere generationer har haft

deres livsgerning indenfor Pesthuset/St. Hans Hospitalets rammer.

Spisemester Hans Crohn, en tidligere hørkræmmer i København, der

døde

5 0

år gammel i

1 7 0 5

, fulgtes øjensynlig af sin søn Hans Henning

Crohn og denne igen af sin svigerdatter, madam Ottilia Crone (stave

måden veksler), der i

1 7 6 2

endnu bespiste lemmerne. Hun nævnes i

kirkebogens communicantliste

1 7 6 6

sammen med en madam Weide-

man, blandt dem, der fik altergang privatim. Endelig var der i hospi

talet en afsindig tjenestepige, Ottilie Cronedatter - ved hendes død

oplyses det, at hun var i familie med Weidemans. Conventhusets in

spektør og Fattigvæsenets direktører optræder regelmæssigt som vid

ner og faddere i hele århundredet. Den positive tolkning er, at det var et

acceptabelt levebrød at passe afsindige og ulægelige, når man var over

betjentniveau og at embedsmændene havde skabt deres egen verden

her uden for byen - for at bruge

1 8 0 3

-instruxens ord, kan de have om

gåedes »enigen og fortroeligen« og når de søgte selskab uden for hospi

talet, var det med mennesker, der også havde tilknytning til Fattigvæ

senet. Men det kan også tænkes, at der her var en kreds, der kunne enes

om at se de afsindige og syge som et middel til at berige sig, som

exemplet med madam Crone viser. Det er da værd at bemærke, at em

bedsmændene faktisk levede en stor del af deres tilværelse her, ofte

10-20 år, og at deres børn voksede op her i de brøstfældige bygninger,

omgivet af syge og halvgale, der gik frit omkring. De fysiske omgivel

ser på Ladegården nærmede sig efterhånden samme uhyggelige for

fatning som på Pesthuset - stanken fra de veneriske, de stadig flere af

sindiges råben og skrigen, kulden og fugten, har krævet en bred ryg,

også hos de ansatte; i

1 7 9 0

døde spisemester Hans Nør afsindig og få

år senere ramtes præsten, hr. Cruse, af samme vanskæbne. Økonomisk

misbrug kan vel også udelukkkes for det

1 8

. århundredes sidste to tiår,

alene fordi betalingsforhold og regnskaber var under langt større cen

tral kontrol end det var tilfældet tidligere - af regnskaberne ses det, at

inspektøren endog skulle redegøre for, hvor mange søm, der gik til re-r

parationer. Elendigheden på denne tid skyldtes mere end en enkelt

eller nogle få ansatte.