51 / 207
Barbara Zalewski
En del opgives i det årlige mandtal at være helbredte for tiden eller i
bedring. Et eksempel på denne psykisk labile gruppe er en
3 1
-årig
tjenestepige, født i Jylland, hvis vanvittighed var »periodisk vedva
rende«. Hun kunne ingen forklaring give, skriver inspektøren, men
efter gangkonernes udsagn fortjente hun 1 sk. om ugen ved at spinde.
Hun og mange andre kvinder i St. Hans Hospital kunne have siddet
model til St. St. Blichers Cecilia. Den før omtalte tjenestepige, der
gerne ville blive i hospitalet, fik tiden til at gå med at spinde hør; der
var nemlig - i hvert fald for de sindslidendes vedkommende - kun tale
om at slå tiden ihjel. Når så få, som det kan ses af det årlige mandtal,
overhovedet kunne foretage sig noget fornuftigt, kunne det ikke nytte
at regne med deres arbejdsfortjeneste; i
1 7 6 2
skrev sekretær Falsen da
også, at det, der blev spundet, var til lemmernes egen fordel. Man så
fra flere sider med ublide øjne på den lediggang, som man mistænkte
de offentligt forsørgede for at ønske sig. Moral og dyd var ved institu
tionaliseringen blevet et statsanliggende og flid var i høj grad en bor
gerdyd efter tidens mening. En stiftsprovst talte i
1 7 9 3
om de »unyt
tige jordens drog«,49 der anstillede sig trængende og kongen skal have
sagt,50 at det, der skænkedes de sande nødlidende, ikke burde blive
»rov for strafværdig virkesløshed og uforskammet tryglerie«. De sinds
lidende må komme ind under de sande nødlidende, for de, der til
dagligt arbejdede med dem var helt klare over, at man ikke kunne for
lange det umulige. I kirurgens instruks hedder det, at han skal se, om
de afsindige, når de blev udladt af dårekisten, kunne gives noget småt
arbejde; af ugelisten fremgår det, at det drejede sig om spinding,
strikning og - den klassiske - opplukning af gammelt tovværk. Des
uden arbejdede nogle yngre sindslidende mænd i hospitalets snedker
værksted.
Underhold og kammerleje for de sindslidende måtte altså forskaffes
på anden måde. Hvor det drejede sig om de af Københavns egne ind
byggere, der ikke havde midler, måtte Fattigvæsenet og fra
1 7 8 1
Magistraten selv betale; det hed da, at de lå på kassen. Fandtes der
andre muligheder, udviste inspektøren på Magistratens opfordring
den største snilde for at læsse byrden over på andre, det være sig byer,
amter, etater eller enkeltpersoner. Da disse gjorde sig nøjagtig de
samme anstrengelser for at undgå denne byrde, kunne det blive en
langvarig affære at bringe betalingsspørgsmålet i orden. Der udfolde
48