55 / 207
Barbara Zalewski
kert også været et bundløst kar at holde de afsindige med klæder; i
instruxen
1 8 0 3
nævnes, at når de afsindige var så rasende, at de rev
gang- og sengeklæder itu og ikke reagerede hverken på formaninger
eller tvangsmidler, var der ikke andet tilbage end kun at give dem
halm.
Engang mellem
1 7 9 9
og
1 8 0 3 54
var man blevet opmærksom på nød
vendigheden af også at bade lemmerne; der blev ganske vist rekvireret
brænde til badning tidligere, men det var et led i de veneriskes kur og
kom ikke andre lemmer til gode. Nu hed det, at især de meget urolige
afsindige skulle bades, da det var dem, der gjorde luften uren; kunne
de ikke selv gå til badstuen, skulle de bæres, ville de ikke, skulle de
tvinges, med alt fra milde advarsler til nægtelse af mad eller revselse.
Man forsøgte at få skik på forholdene, men for de sindslidende var det
en blandet fornøjelse.
St. Hans Hospitals personale bestod efter flytningen til Ladegården af
embedsmændene: inspektør, præst, kirurg, spisemester og oldfrue; og
af betjentene: dag- og nattevogtere for de afsindige, portner og ende
lig en halv snes gangkoner.
Gangkonerne var selv lemmer, der fungerede som en slags stuefor-
mænd og fik en skilling for deres ulejlighed. Betjentene står lidt mere
uklart; nogle forfattere mener, at det var rå og uoplyste personer, hvis
arbejde rangerede på linie med bøddelens; en tysk læge anbefalede i
det mindste én vogter, som de afsindige kunne frygte - han skulle være
udstyret med stor legemlig styrke og have en kraftig stemme.55 Hvilke
egenskaber de, der blev ansat som vogtere ved St. Hans Hospital, var i
besiddelse af, vides ikke, da man ikke kender de enkeltes baggrund. I
instruxen understreges det, at de ikke må opirre de afsindige med
skældsord og banden som svar på deres vilde ord, ej heller med ubeti
melig spøg, men fremfor alt må de ikke komme i klammeri med hinan
den i de afsindiges påhør. Det siger lidt om kvaliteten. Hvad embeds
mændene angår, blev det åbenbart ikke anset for nødvendigt at give
retningslinier for deres opførsel, udover at spisemesteren ikke måtte
indlade sig i forretninger eller nogen slags »mascopie« med lemmerne.
Det ser ud til, at de fire længer og haven, der omsluttede dem, både
på Vester Fælled og på Ladegården, har udgjort en lille verden for sig.
52