58 / 207
Det hårde kors af vanvittighed
Til de personer, der ikke kom sig af sig selv eller som unddrog sig hel
bredelsesforsøg og periodisk faldt tilbage til voldsomme anfald, brug
tes dårekisten som en slags terapi.
Man lod de sindslidende flytte frem og tilbage mellem kammer -
evt. lemmestue - og dårekiste, alt efter den øjeblikkelige tilstand.
Tomme dårekister var således ikke nødvendigvis udtryk for, at der var
plads i hospitalet. Af en speciel kommissions forslag til indretning af et
nyt hospital o.
1 8 0 0 58
fremgår, at man ønskede kamre og de vanvitti
ges stuer i nær forbindelse med dårekisterne, så man hastigt og sikkert
kunne føre patienterne derhen i påkommende tilfælde. At det ikke var
nogen ny idé, men ganske simpelt var et krav for et sådant hospital, ses
af, at systemet allerede var i brug i St. Hans Hospital. Som Ladegår
den var indrettet, betød det, at man skulle føre patienten fra nordlæn
gen over i det lille hus vest for denne (se ill. s.
3 8
). Man kan forestille
sig, at det i praxis er foregået ved hjælp af den båre, som også de druk
nede fra Peblingesøen blev bragt ind på og som var den eneste i hospi
talet.
I et af inspektørens utallige promemorier til Magistraten skriver han
i
1 7 9 1
, at det eneste ledige kammer han havde, ellers brugtes af en
madam Kanutz, der for tiden var rasende og derfor indesluttet i dåre
kiste. Når hun kom til sig selv igen, ville han ikke vide, hvor han skulle
gøre af hende, hvis han disponerede over kammeret.
Det var altså ingenlunde reglen, at en person, der engang var an
bragt i dårekiste, også blev der resten af sin tid i hospitalet - kort eller
længe. Når dårekisterne var så usle, som man må tro ud fra deres stør
relse, opvarmning og rengøring, har det antagelig reddet manges liv,
at de ikke nåede at opholde sig der særlig længe, fordi der var så
hårdt brug for pladsen. En undersøgelse af
4 3
dødsfald blandt de
sindslidende i dårekister og -kamre i en
2
Vi års periode
1 7 8 8
til
1
.
halvår
1 7 9 0
viser, at de allerfleste dødsfald skete i de strengeste vinter
måneder. Resultatet svarer godt til, at det helt overvejende antal
dødsfald i dårekisten ifølge kirkebogen lå i årets første og sidste måne
der.59 Dødsfald indtraf yderst sjældent om sommeren, hvor ellers de
fleste indlæggelser i dårekiste skete.
I instruxen
1 8 0 3
siges det, at det er en almindelig erfaring, både i
St. Hans Hospital og i andre hospitaler for afsindige, at disse, fordi
blodet stiger dem til hovedet, i høj grad er udsatte for at få koldfyr
55