53 / 207
Barbara Zalewski
været sikret langt bedre kost end det var almindeligt blandt fattige.
Hvad kvaliteten af maden angår, har den været så som så; spisemeste-
ren skrev til Magistraten, at han beflittede sig på at få gode, sunde og
spiselige (!) varer, når han købte viktualier ind, da han ikke »for en
nedrig fordels skyld ville fornærme den fattige«; ikke desto mindre op
gav inspektøren til Magistraten kødpriserne på »secundo-artikler». I
perioder med dyrtid ønskede spisemesteren tilladelse til at formindske
portionerne, antagelig for ikke at slække yderligere på kvaliteten, lige
som mængden af smør pr. skilling holdtes åben for sæsonforskelle. At
spisemesteren på St. Hans Hospital nok har vidst, hvordan maden - af
hvilken kvalitet råvarerne så var - burde tilberedes fremgår af det fak
tum, at der kom ny spisemester i
1 7 9 4
, fordi den forrige var blevet an
sat som arveprins Frederiks mundkok.
Det var i spisereglementet fastsat, hvor meget af hver ret, der kunne
fås for 1 sk. og det var for så vidt op til de enkelte lemmer, hvor stor en
del af deres ugentlige almisse, de ville anvende på kosten. Spisemeste
ren, skriver Riegels, synes at have det bedste levebrød ved hospitalet;
han gav god og sund mad og tjente vel omkring 10 % af omsætningen;
det var heller ikke for meget for det ubehagelige arbejde, det var at
gøre
3 0 0
mennesker tilpas, der »ikke vide selv, hvad de vil have«, me
ner Riegels, og som kunne spise for
1 6
sk. dagligt og må nøjes med
4
sk. De fleste af dem, der lå på kassen, fik nemlig kun
1
mk.
1 2
sk. om
ugen i almisse og skulle de have to måltider om dagen, strakte dette
beløb næppe og der blev ikke noget til overs til andre fornødenheder.
Det var ikke alle, der fik ekstra legater, men de, der var, gik forment
lig til dem, der havde mest behov. I
1 7 7 0
fortælles det således, at
hospitalet havde modtaget gaver, så trængende lemmer, heraf tre af
de mest grådige i dårekisterne, gennem et år kunne få et lille tillæg.51
De, der selv betalte opholdet, var lidt bedre stillet; de fik såkaldt bed
ste forplejning og havde de til lidt mere end dagen og vejen, kunne de
få personalet til at besørge indkøb;
f.ex.fik en madam Kiøbke, der
var tungsindig, for
4
sk. kaffe om ugen af sin pension, men det har
været et særsyn, siden det nævnes specielt.
Det er ikke sikkert, at de sindslidende fik deres mad, som de skulle.
Der var i hospitalet kun ti gangkoner, dvs.
1
pr.
3 3
lemmer, der
blandt andet skulle dele mad ud på stuerne; selv om en del af lem
merne selv kunne hente maden, har gangkonerne i hvert fald skullet
50