![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0047.jpg)
Barbara Zalewski
tion« og det oftest i de varmeste sommerdage, så hvad årsagen end
var, var problemet reelt nok. Indlæggelsen - eller rettere indbrin
gelsen - viser sig at følge bondens arbejdsår. Der er færrest indlæggel
ser i så- og høsttid og højdepunktet ligger i juli, hvor der var meget lidt
at lave. Om vinteren, hvor man kunne forestille sig mørke og ledig
gang som fremmende for tungsindighed, er der også få indlæggelser,
da tungsindighed jo ikke gav sig udslag i voldsomhed.
Det var sognemændenes pligt at vogte de rasende; Lindencrone på
Gjorslev søgte i slutningen af august plads på St. Hans Hospital til en
kone, der var blevet gal i høstens tid, til betydeligt besvær for sogne-
mændene, der skulle holde vagt over hende.42 Det var også en kørsel,
der hørte under hoveripligten at fragte de afsindige til hovedstaden,
hvis det kom til anbringelse. Der findes i korrespondancen en brev
veksling om sognemændene i Lyngby, der havde mange besværlig
heder af en karl, der flere gange havde været indlagt i St. Hans Hospi
tal. Han blev udskrevet ligeså hurtigt som han kom ind, fordi medicus
opdagede, at han var drukken, hver gang han blev urolig. De Lyngby
bønder fandt det befrygteligt at have sådan et afsindigt menneske på
fri fod og desuden til stor ulejlighed at køre ham til staden - bundet i
en vogn og ledsaget af fire mænd - hver gang han begyndte på sine
galenskaber.
Indlæggelsesmønstret kunne måske forklares med, at når det drejede
sig om udenbys folk, altså fra landbrugsområder, har man holdt den
rasende bundet og bevogtet, indtil der blev tid fra markarbejdet til at
køre ind til København. Således skulle puklen midt på sommeren ud
gøres af de udenbys, mens Københavns egne rasende fordelte sig over
hele året. Mens det altså var sognemændene, der bragte deres egne og
udensogns tilløbende sindslidende til St. Hans Hospital, var det i byen
en af fattigfogedernes pligter at indlevere de afsindige, som de op
bragte under deres jagt på betlere. At det ofte har drejet sig om perso
ner, der var helt uden familie eller tilhørsforhold, ses af det store
mandtal, hvor der for manges vedkommende ikke har kunnet anføres
alder, fødested eller stand, nogle gange end ikke efternavn.
I det årlige mandtal oplyses ofte om familieforhold, økonomiske
omstændigheder og lignende; der er ind imellem så karakteristiske be
mærkninger, at man nrå forestille sig, at inspektøren har taget hvert
enkelt lem for sig, inden han skrev - men at det sommetider kunne
44