43 / 207
Barbara Zalewski
skadiger« blev repareret. Desuden er der i regnskaberne meget ofte
regninger på reparation af gulv og vægge i dårekisterne. Foruden det
økonomiske aspekt var der også det sikkerhedsmæssige - jo mindre der
var i dårekisterne, jo mindre fare var der for, at de rasende kunne til
føje sig selv skade.
Hvorvidt der yderligere har været dårekister i kælderniveau er et
noget dunkelt spørgsmål. Omtalte Riegels opfordrer sine læsere til
sammen med sig at »nedstige til de Gales underjordiske Boliger« med
»mephistisk Luft, trang Gang og Skrig«,36 men det kunne jo være en
talemåde. Kirkebogen giver imidlertid en antydning af, at man virke
lig har skullet stige ned: i
1 7 9 7
berettes det, at en yngre mand styrtede
hovedkulds ned ad dårekistetrappen og slog sig ihjel og i
1 7 9 8
, at en
1 3
-årig pige døde i den usleste forfatning »i de nederste og mørke
daarekister«. Endvidere spørger den anonyme forfatter til et skrift om
københavnske institutioner ved sin gennemgang af St. Hans Hospital,
om medicinsk indsigt anser det for bedst for afsindige, at dårekisterne
var nær ved jorden eller under den, i indelukkede gange med kun et
vindue tæt under loftet.37 Brandtaxationen nævner kun kælder under
en lille del af bygningerne, nemlig
1 2
fag i østlængen og
3
små rum i
vestlængen, i alt
1 8
fag, men intet om funktion og indretning. Biegels
skriver, at kælderen nu (
1 7 8 8
) er fyldt op, da vandet fra voldgravene
var løbet ind i dem. Der må altså i brandtaxationen (
1 7 9 4
) være tale
om enkelte rum, der endnu var tilgængelige og hvordan de har været,
kan man jo så gisne om.
Et andet åbent spørgsmål er anvendelsen af lænker og fodjern; de
trådte overalt i Europa i stedet for ordentlige rum og tilstrækkelig
bevogtning - på talrige billeder ser man sindslidende lænket på sind
rige måder. Der var faktisk, ifølge det årlige inventarium, lænker med
bøjler og låse i St. Hans Hospital »til at binde de galne med i dårekisten
for at forebygge udbrydelse«.38 Alligevel nævner ikke en eneste af de
samtidige forfattere, at de fandtes eller blev brugt, ikke engang en kri
tiker som Biegels. Det kan tænkes, at lænkning af rasende sindslidende
i samtiden var en så selvfølgelig ting, at den slet ikke behøvede at
nævnes. Det kan også tænkes, at man har været tilbageholdende med
brugen af dem, måske undtagen i helt extreme tilfælde. Forstanderen
for Aarhus Hospital, der også havde dårekister, indberettede i
1 7 9 2
sine problemer med en »gal«, der havde nedbrudt sin dårekiste fem
40