![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0131.jpg)
L. G. BORUP
129
tegner et brud på en opgangslinie af længere varighed. Særlig ubeha
geligt for København og den københavnske arbejderklasse var det, at
den industrielle udvikling i de forløbne år havde trukket en masse
landboer til byen (landbruget havde svært ved at beskæftige den vok
sende landbefolkning). Resultatet var voksende arbejdsløshed i Kø
benhavn.
I efteråret 1885, hvor situationen så særlig truende ud, trådte stats
kassen til og lånte Københavns kommune 1 mill. kr. til igangsættelse
af beskæftigelsesforanstaltninger.18
Nogenlunde samtidig benyttede kommunen en opstået situation til
at skaffe sig et billigt lån på ca. 1 mill. i overformynderiet.19
Den store lånesag, d.v.s. de tidligere nævnte overvejelser angående
et lån på en halv snes millioner, havde hidtil ligget stille. Men nu
trængte den sig på ny på, dels fordi man skulle bruge pengene, dels
fordi forholdene på lånemarkedet havde udviklet sig på en attraktiv
måde.
Det hang også sammen med depressionen. Efterspørgselen efter
lånekapital, bl.a. til industrien, var dalende, så renten faldt. Den gen
nemsnitlige obligationsrente, der i årene 1883, 1884 og 1885 havde
ligget fast på 4,4 pct. blev 1886 4,1 pct., og lå 1887-89 lidt under
4 pct., hvorefter udviklingen på ny vendte.20
Borup fik lånesagen manøvreret igennem uden større debat, i al
fald udadtil. Hvad der blev sagt bag lukkede døre, kan vi ikke vide.
Man besluttede sig for ikke alene at låne de meget omtalte 10 mil
lioner til nyinvestering, men til derudover at låne 5 millioner til kon
vertering af to gamle, mindre fordelagtige lån (fra 1854 og 1859).
Lånet blev et 4 pct.s lån, hvoraf de 3/2 pct. var renter, resten afdrag.
Et konsortium repræsenteret ved Privatbanken overtog lånet til kurs
93
/
4.21
Denne lånesag gik i orden i marts 1886. Men da obligationskur
serne var så gunstige som tilfældet var, fandt mange, at man burde
gå videre og få flere ufordelagtige ældre lån konverteret. En konver
tering af lånene af 1869 og 1876 ville kræve et nyt lån på 14 millio
ner, og Borup gik i gang med at forberede sagen.
Denne gang ønskede man, at bankerne skulle konkurrere om over
tagelsen af lånet, og Nationalbanken, Privatbanken, Landmands
banken og Handelsbanken blev inviteret til at afgive tilbud. Så skete