137 / 239
L. G. BORUP
1 3 5
dat ind. Der skulle besættes syv pladser, nemlig seks, der blev ledige
efter tur, og en, der var blevet ledig ved naturlig afgang. Oppositionen
rendte med de seks pladser. De liberale (radikale) fik valgt folketings
mand, cand. phil. Herman Trier, bagermester Jacob Marstrand, bog
handler, cand. jur. Gustav Philipsen og tømmermester H. L. Thom
sen, socialdemokraterne fik valgt lærer K . M. Klausen og maler og
journalist Jens Jensen.
Situationen i borgerrepræsentationen var herefter den, at der var
en lille, men meget aktiv opposition mod højre-flertallet i forsamlingen
og magistraten, at forsamlingen måtte acceptere, at de liberale og so
cialdemokraterne optrådte som partier (selv om man længe undgik
at bruge ordet parti fra borgerrepræsentationens talerstol), og at
Højre efterhånden blev nødt til at gøre det samme, og endelig kom
nu en hel del af den debat, der hidtil havde været ført udenfor salen,
ind i denne. Tonen blev også en anden, en grovere.
Nu var det så, at Borup for alvor placerede sig som Højres kommu
nalpolitiske førstemand. Oppositionens reformkrav kostede penge. Som
finansborgmester var det hans opgave at sige ja eller nej hertil. Det
var ham en fryd at sige nej, og han havde den fornødne åndelige
robusthed til at deltage i debatterne. Oppositionens folk var ikke
blide, og han gav igen i samme tonefald.
En gang imellem var det som om han i kampens hede lod sig friste
til bare at være negativ og reaktionær. Som nu i følgende sag, der
stod på dagsordenen i foråret 1894:
I borgerrepræsentationen var der flertal for, at der forsøgsvis skulle
indføres undervisning i husholdning og madlavning i nogle af kom
munens pigeskoler i afgangsklasserne, i skoletiden og obligatorisk.
Spørgsmålet havde været rejst tidligere, men både dengang og nu gik
såvel skoledirektionen som et flertal i magistraten imod. Men der var
dog et mindretal i magistraten, der fulgte borgerrepræsentationen,
heriblandt skoleborgmesteren. Borgerrepræsentationens daværende for
mand, højesteretsassessor P. F. Koch mente, at der ikke kunne være
tvivl om, at hvis forsamlingen gentog sin beslutning, og magistraten
fastholdt sin modstand, kunne borgerrepræsentationen - uanset skole
direktionens afgørelse og uanset at skoledirektionen sorterede under
kultusministeriet - forelægge sagen til afgørelse i indenrigsministeriet.
Forsamlingen var dog betænkelig ved således at sætte sagen på spid