111 / 234
108
men jeg var desværre paa Grund af Sygdom forhindret i at komme
til Stede og maatte sende Afbud i sidste Øjeblik. Stauning havde
bedt mig holde Festtalen for Direktør Daugaard-Jensen, men jeg
fik altsaa ikke Lejlighed til at hilse paa Daugaard-Jensen eller at
sige ham Tak for hans Administration og hvor glad jeg havde
været for at følge hans Virksomhed. Mine Følelser for ham tolkede
jeg selvfølgelig skriftlig, men han levede jo ikke længe efter, saa
jeg fik ikke Lejlighed til mundtlig at bevidne ham min Tilfredshed
med mit Valg i 1912.
Administrationen af Indenrigsministeriet medførte forøvrigt ikke
faa Forhandlinger, ikke altid lige behagelige. Ved Slutningen af
Rigsdagssamlingen 1910— 11 kom Konseilspræsident Berntsen til
mig og fortalte mig, at det nok var galt med N. P. Lindø, der var
Folketingsmand for Verningekredsen paa Fyn. Han led af Klepto
mani (Stjælesyge), hvad han vistnok havde gjort i flere Aar, men
nu var det bleven saa aabenbart, saa det ikke kunde gaa an, at
han fortsatte som Folketingsmand. Han var blandt andet Formand
for Eksportslagteriet i Odense, og man havde derovre opdaget, at
han ikke alene tog Cigarer med sig af den Kasse, der stod paa
Bordet, men at han ogsaa tog af Frimærkekassen, endda hele Ark,
som han tog med sig hjem. Klaus Berntsen sagde, at Bestyrelsen
for Venstre i Verningekredsen havde sagt ham, at de ikke kunde
være tjent med, at han fortsatte som Kredsens Folketingsmand. Han
paalagde mig derfor at tale med Lindø for at faa denne til at ned
lægge sit Mandat som Folketingsmand. Lindø havde paa det Tids
punkt ladet sig indlægge paa Doktor Jacobsons K linik for Nerve
lidende paa Frederiksberg, men bortset fra, om han kunde blive
helbredet, kunde det ikke nytte efter al den Snak, der var om hans
Sygdom (Kleptomanien), at beholde ham som Folketingsmand i
Verningekredsen. Det var ikke noget behageligt Hverv, jeg paa
den Maade fik. Personligt kendte jeg intet til Lindøs Sygdom, men
var jo klar over, at det var nødvendigt at faa ham til at nedlægge
sit Mandat som Folketingsmand. Jeg begav mig ud paa Doktor
Jacobsons Klinik for at tale med Lindø om Sagen. Jeg kendte jo
ret godt Lindø, han var en af dem, der fulgte Ministeriet Neer-
gaard i Forsvarssagen, altsaa gik med til de fremskudte, forberedte
Stillinger, og han havde som før meddelt spillet en betydelig Rolle,
da Ministeriet Holstein blev dannet. Men netop som Følge af vort
nære Samarbejde kunde jeg tale lige ud med ham om Sagen. Han