106 / 234
103
steriet, og jeg tør nok sige, at Samarbejdet med dem blev saa godt
som ønskeligt. løvrigt var Forretningsgangen i Indenrigsministeriet
selvfølgelig omtrent den samme som i Trafikministeriet. Den eneste
Forskel var, at i Trafikministeriet var der en bestemt Dag, hvor
Departementschefen kom til »Referat«, en Gang ugentlig. Under
tiden havde Departementschefen en eller et Par Sager med sig,
som han ønskede selv at forelægge for Ministeren, men iøvrigt
havde han givet Kontorcheferne Besked om at møde i Forværelset
til Ministerens private Kontor med de Sager, der ved den paagæl
dende Lejlighed skulde forelægges, gives Referat af. Naar Departe
mentschefen var færdig, kaldte han paa den ene Kontorchef, som
saa kom ind med en hel Stabel af Sager. Kontorchefen begyndte
med at referere Sagen og derefter at sige sin Mening om, hvordan
der skulde tages paa den. Som Regel var Departementschefen, der
selvfølglig kendte Sagen i Forvejen, enig med Kontorchefen, og i
saadanne Tilfælde kunde jeg som Minister tiltræde Sagen straks.
Men naar Departementschefen og Kontorchefen ikke var enige,
sagde Departementschefen: »Det er vist bedst Ministeren beholder
Sagen for at se nærmere paa den.« Det skete da ogsaa, selv naar
der var Enighed mellem Departementschefen og Kontorchefen, at
jeg bad om at beholde Sagen. I Indenrigsministeriet var der ikke
nogen bestemt Referatdag hver Uge. Dengang jeg talte med De
partementschefen om, hvordan Ordningen var i Trafikministeriet,
sagde han: »Her i Indenrigsministeriet har vi, i hvert Fald i den
Tid, jeg har været i Ministeriet, haft det saadan, at jeg gaar til
Ministeren med Sagerne, efterhaanden som jeg bliver færdig med
dem. Og det sker ogsaa undertiden, at jeg beder den paagældende
Kontorchef om at forelægge en Sag for Ministeren. Vi har jo i
det hele vistnok flere Sager, end man har i Trafikministeriet.«
Til at begynde med var det vel nok et Savn for mig, at der ikke
var bestemte Referatdage, men efterhaanden befandt jeg mig i
Virkeligheden vel derved og ikke mindst ved, at jeg jo hurtig lærte,
at man godt kunde sende Bud efter en Kontorchef og forhandle
med ham om en Sag, der var forebragt Ministeren enten i Finans
udvalget eller under Forhandlingerne i Folketingssalen.
Det viste sig at være rigtigt, at der var flere Sager i Indenrigs
ministeriet end i Trafikministeriet, og disse var meget mere for
skelligartede. Alt, hvad der vedrørte Kommunalvæsenet, var jeg
som mangeaarig Sogneraadsformand ret godt hjemme i, og for