105 / 234
102
Frederiksgade, sagde Pigen: Der har været saa mange Telefon
opringninger, og de var alle om det samme Spørgsmaal. Naar jeg
oplyste dem om, at Direktøren ikke var hjemme, spurgte de, om
jeg vidste noget om, at Direktøren skulde være Medlem af det ny
Ministerium, og om jeg vidste noget om, hvem der iøvrigt skulde
være med. Jeg maatte jo svare, at det havde jeg slet intet hørt om.
Paa den Maade slap jeg let uden om det vanskelige Spørgsmaal,
som Telefonopringningerne, hvis jeg havde været til Stede, vilde
have stillet mig overfor. Dette, at blive fri for Forespørgsler, var
vel nok en medvirkende Aarsag til, at jeg saa beredvilligt sagde ja
til min Datters Forslag om, at min Kone og jeg skulde gaa med
paa Langelinie og drikke Aftenkaffen dér.
Den følgende Dag stod Ministerlisten naturligvis i samtlige Ho
vedstadsblade med mere eller mindre hæderlig Omtale af os, der
havde sagt Ja til Overtagelsen af de Ministerier, vi var udset til.
Det var jo aftalt imellem Kongen og Konseilspræsident Berntsen,
at vi samme Dag skulde forestilles for Kongen og derefter overtage
vore respektive Ministerier. Ved Modtagelsen hos Kongen skete
i Virkeligheden ikke noget. Berntsen holdt en af sine mesterlige
smaa Taler, og Kongen bød os Velkommen og udtalte Haabet om
et godt Samarbejde med ham og i Ministeriet indbyrdes. Han
kendte os jo saa at sige alle fra vor tidligere Ministertid. I Virke
ligheden var det vel kun Grosserer Muus, der skulde overtage Han
delsministeriet, som Kongen ikke kendte. Appel var jo ikke til
Stede, men ham kendte Kongen bl. a. fra Kongens Besøg i Askov.
Hen paa Eftermiddagen skete Overtagelsen af Ministerierne. Det
var jo den senere Forsvarsminister Munch, der havde været Inden
rigsminister, som afleverede til mig. I Indenrigsministeriet er der,
som bekendt, en stor Sal med bonet Gulv cg prægtige Loftsmalerier.
I denne Sal samledes ikke alene alle Ministeriets Embedsmænd,
men ogsaa Cheferne for de Institutioner, der efterhaanden var op
rettet under Indenrigsministeriet: Sygekasseinspektøren, Sparekasse
inspektøren (der dengang hørte under Indenrigsministeriet), Ulykkes-
forsikringsraadet m. fl. Munch holdt en lille Takketale til de for
samlede Embeds- og Tjenestemænd. Det havde været en Glæde for
ham at samarbejde med dem, og han udtalte Haabet om og sin
Forvisning om, at ogsaa jeg vilde finde Glæde og Tilfredshed i
Samarbejdet med den udmærkede Tjenestemandsstab.
Jeg kendte ogsaa de fleste af Tjenestemændene i Indenrigsmini