195 / 234
192
var enige med mig i mit Standpunkt gaaende ud paa, at Friheds
lovene inden for Kirken var et Krav om Mindretallets Ret til i aande-
lige Spørgsmaal at ordne sig, som de selv mente at kunne tage An
svaret for. Rundt omkring fra hele Landet fik jeg Henvendelser
under Behandlingen af de kirkelige Love om Bevarelsen, og mulig
Udvidelse, af Mindretallenes Ret, hvad angik de kirkelige For
hold. En af disse Henvendelser, vel nok den mest udførlige og
velbegrundede, modtog jeg i 1920 fra Valgmenighedspræsten Villads
Kristensen i Mellerup. Han skrev til mig:
»Hr. Folketingsmand Jensen-Sønderup.
Grunden til, at jeg ulejliger Dem med denne Skrivelse, er Kirke
ministerens Forslag til Lov om Afhjælpning af Præstemanglen. Det
Punkt i nævnte Forslag, som bestemmer, at de, der efter Forslaget
faar Præsteembede i Folkekirken, skal være villige til at aflægge
Folkekirkens Præsteløfte, har fyldt mig med Bekymring, fordi jeg
ser paa det som et Tilbageskridt, der vil blive en tung Anstødssten
for mange frisindede Mennesker inden for Venstre, ikke mindst
inden for de grundtvigske Præsters Kreds. Mange af os — jeg
taler selv af smertelig Erfaring — har følt dette Præsteløfte som
et Tryk, og som noget der besværede vor Samvitighed, ikke fordi
vi følte os i Uoverensstemmelse med det lutherske, men fordi vi syn
tes, at den Form, under hvilken vi blev forpligtet paa det, ikke var
redelig. Medens Rationalister og Subjektivister aflagde det uden
Betænkning — en Mand som Morten Pontoppidan (ham ellers ufor
talt) synes jo, at det er udmærket, fordi det jo skal fortolkes, og
Biskoppen siger til Ordinanderne, at de maa fortolke det, alt det
de vil — saa er der jo mange gammeldagstroende Mænd, der staar
paa Daabspagtens Grund, og som er saa gode Lutheranere, som
nogen er det i dette Land, der har følt sig saa tynget af dette Løftes
Uredelighed (efter deres Opfattelse), at det har hindret dem i, eller
i hvert Fald i høj Grad gjort det besværligt for dem, at gaa ind i
den Præstetjeneste i Folkekirken, som de gerne vilde virke i.
Ja, dette kender De jo lige saa godt, som jeg gør det. De ved
jo, at dette Løfte har været med til at føre en Mand som
Pastor
Søren Anker-Møller ud af Folkekirken, ligeledes Pastor
M orten
Larsen. Maa jeg, som en Begrundelse for at jeg, der jo ikke
hører
til de kendte Navne, skriver til Dem om denne Sag, kortelig for
tælle, hvor megen Tynge den bragte mig. Jeg var 32 Aar, da jeg