196 / 234
193
blev ordineret til Præst for Valgmenigheden her. Jeg kom til at
vente paa min Ordination i 3 Maaneder og fik derved saa god Tid
til at tænke over Spørgsmaalet — mange unge Kandidater faar til
deres Held ikke tænkt over det før Ordinationen —. Og jo mere
jeg tænkte over det, jo mere kom jeg i Vaande, fordi jeg syntes,
at Løftet var uredeligt. Jeg hørte, som jeg stadig gør det, til de
gammeldagstroende, var ikke »befængt« med nogen Slags Kritik
og kunde med en god og glad Samvittighed gaa ind i Præste-
tjeneste i Folkekirken. Hverken Menigheden her eller Biskoppen
(Fr. Nielsen) tvivlede paa min »Rettroenhed«. Hvorfor skulde jeg
saa ved min Præstevielse have dette med, der jo kun kunde skade
mig? — jeg var lige ved at ville opgive at lade mig ordinere; saa
fik jeg en stor, personlig Sorg — jeg mistede min Hustru — jeg
syntes saa ikke, jeg med mine to smaa Børn kunde rejse fra det
Hjem, som vi allerede i nogen Tid havde haft her i Menigheden,
og min Sorg gjorde, at jeg syntes, jeg
maatte.
være Præst nu, og at
jeg kunde se bort fra det, som jeg ikke var glad for — alle de
andre var jo ogsaa gaaet ind under dette — . Saa blev jeg ordineret,
det er 14 Aar siden; men der var Skygge over den Dag, og jeg
glemmer aldrig, saa længe jeg lever, det Aag, der blev lagt paa
mig af Mennesker — det var tilvisse ikke af Gud — . Ja, var jeg
den eneste, der havde følt Tyngen der, kunde jeg jo være bleven
regnet til de skrupuløses Kategori; men der har jo været mange,
ikke mindst blandt grundtvigske Præster, dem af dem, der fik Lej
lighed til at tænke over det, og saa ikke som Brucker kunde tage
den Sag fra en helt anden Side, der har følt saadan.
Skal nu Mænd, som er i moden Alder og maaske har tjent Menig
heden i adskillige Aar, aflægge dette Løfte, skal eventuelt en Thade
Petersen, Jørgen Eriksen, Jørgensen, Skærbæk, aflægge det, saa
bliver det utaaleligt, saa bliver det for Alvor sat i Kraft og sat i
Højsædet. Og skal Venstre øve den Bedrift, tror jeg, at der bliver
mange af os grundtvigske Præster, som imange Aar har staaet i
Venstre, der maa vende os fra det med stor Sorg. Vihar holdt af
Venstre, fordi det var det Parti, hvor vi mødte det sunde, besin
dige Fremskridt i Overensstemmelse med det, der igennem Grundt
vig har faaet Magt i vort Folkeliv og Menighedsliv. Maatte det dog
ikke ske, at Venstre skulde skuffe os der
nu. Jeg ved, at Venstre
har store Skarer af Vælgere, der er uklare
i aandeligeSpørgsmaal.
Jeg mener heller ikke, at det er godt at faa Principperne frem i
Hørt og oplevet 13