250 / 363
er påkrævede. Der foreslås derfor igen en adgangsprøve for dem,
der ikke har realeksamen eller en højere skoleeksamen. Til gen
gæld foreslås en formindskelse af kravene til praksis og til land
brugsskoleophold. Samtidig søger man at nå frem til en studie
ordning, der kan give uddannelsen tilfredsstillende vilkår. Den
hidtidige alsidige uddannelse søges for så vidt bevaret, som der
efter forslaget ligesom nu afholdes en eksamen i alle landbrugsfag
efter afslutningen af det tredie år. Studiet forlænges derefter med
endnu et år, som foreslås anvendt til mere indgående uddannelse
indenfor et af de fire hovedområder: plantedyrkning, husdyrbrug,
maskinteknik eller landbrugsøkonomi. Dette 4. år skulle træde i
stedet for det nuværende frivillige suppleringskursus.
Et tilbageblik over landbrugsstudiets udvikling gennem hun
drede år viser en overordentlig vækst i antallet af fag og i de
enkelte fags undervisningsmæssige indhold. Et udtryk for denne
udvikling fås ved at betragte forøgelsen i antallet af lærere i de
egentlige landbrugsfag. I 1858 var der kun 2, i 1908 var antallet
6
, og i 1958 er det 15, når hertil regnes de lærere, der udgør land
brugslærernes gruppe (11 professorer og 4 lektorer). I 1858 havde
landbrugsfagene 1 assistent, i 1958 er der ved landbrugsafdelin
gerne ansat 18 amanuenser og videnskabelige assistenter.
De her nævnte tal giver en forestilling om den stærkt forøgede
indsats, der foregår i den samlede landbrugsundervisning, og om
de krav, der dermed stilles til de landbrugsstuderende.
Til at rumme denne forøgede undervisningsmængde er der i
løbet af hundredårsperioden givet studiets varighed en forøgelse
på kun 1 år. Med det begrænsede timetal, der kan tildeles de en
kelte fag, vil man på næsten alle områder arbejde under et vist
pres i retning af at tage så meget med, som timetallet på nogen
måde tillader. En lettelse for de studerende, der kunne opnås ved,
at de mødte med bedre forkundskaber, blev i almindelighed ikke
tilvejebragt. En betragtning af udviklingen gennem hele perioden
med hensyn til forkundskaber viser, at man helt til perioden 1919
—39 i princippet fastholdt, at undervisningen byggede på et for
holdsvis højt niveau. I praksis bøjede man sig for den kendsger
ning, at en hovedpart af de studerende blev optaget med mindre
forkundskaber. 1939 nærmede man principper og praksis til hin
247