117 / 166
117
var artigt, dersom man nu alene raadte de velhavende til at lade
denne Operation ske hjemme, og i Henseende til de uformuende
paaberaabte sig den Anstalt udenfor Porten, som staar aaben for
alle. Er denne Anstalt god nok for Kælderbørn, saa maa den
være god nok for højadelige. Naar det gælder Liv og Død saa
vil en redelig Læge aldrig lade sig lede af Persons Anseelse:
Skoflikkernes Liv er ham lige saa helligt som en Greves. Han
slutter med at ønske Mødre underviste i at indpode.
Som man vil se, er Tode tit overordentlig fornuftig i sine
Raad. Han ser f. Ex. ogsaa rigtigt paa Grøntsagers sanitære Be
tydning. Han siger, de er blodrensende, og for visse Sygdomme
raader han til Vegetarianerkure, 1'. Eks. en Jordbærkur. — Han
giver ogsaa kloge Raad mod mange Sygdomme. Han siger saa
ledes sikkert rigtigt, at Halsbrynde næsten altid et Tegn paa Sur
hed i Maven og Svækkelse der, naar man har spist for meget
Frugt, Kaal eller Mælkemad, han raader som Middel herimod til
paa Apotheket at købe hvid Magnesia og blande det med Peber-
mvntevand. Samme Aften skal den syge tage en Skefuld raa
Rhabarberdraaber.
Men paa andre Punkter har Videnskaben staaet betydeligt til
bage. Tode raader saaledes enhver til at lade sig aarelade to
Gange aarlig. Og jeg har set en moderne Læge korse sig af For
færdelse, da jeg viste ham følgende Raad mod Kighoste: Man
giver hver 4. Dag Patienten ind at brække paa. Smaabørn skal
have »et Gran« Brækkevinsten i en Unze rent Vand. Det kan
tages i Havresuppe, The, tynd Kaffe eller lunkent 01. En sød,
kraftig Drik befordrer Væmmelse og Brækning. Ældre kan tage
i alt 40—50 Draaber. Mellem hver Brækning gives noget at drikke.
Man bør ej give Børn, der har Brok, Brækmidler. Er Hovedet
bebyrdet med meget Blod, maa der ikke afstedkommes Brækning.
Enhver Lægmand vil sikkert kunne more sig over Todes Op
fattelse af Østers. Han siger:
Kan man overvinde sig saa vidt, at man kan med sit Vidende
spise Orm? Østers er i sig selv Orm af Distinktion, som fører
deres Palais med dem; nu er næppe nogen Orm bestemt til Føde
for Mennesket, da derimod denne Naturens Konge efter Døden
fortæres af Orm. Vi kan altsaa af ingen god Grund sætte os hen
og æde os mæt i Orm, med mindre vi vil engang fornøje os med
den altfor søde Hævn, nemlig at spise af dem, som æder vore. —