135
men saa goclt huskede dog Kongen, at han et Par Aar efter, da
han hørte, at .Clausens Hustru skulde have Benefice, spurgte
Theaterchefen, om hun var gift med »Schuftmacheren«, og da
han fik Ja til Svar, sagde han, at hun blot kunde vove paa at tage
»Emilie Galotti« med Manden i Rosings Rolle, for saa vilde Kon
gen forbyde det*).
Theatret var den Gang som nu Publikums Kælebarn, og skønt
Skuespillerstanden endnu ikke i Agtelse havde vundet langt nok
frem til at stilles helt lige med andre borgerlige Erhverv, saa bi
drog dog f. Eks. Familier som Rosings og Hegers ved deres eksem
plariske Familieliv til at hæve Niveauet. Men endnu var de
socialt ligestillede med Hofbetjente som Løbere, Staldkarle og La
kajer, og de behandledes paa samme Maade. For mindste Opsæt
sighed blev de puttede i Blaataarn ved Langebro, hvor der ogsaa
sad almindelige Fanger. Det var derfor en sædvanlig Forlystelse
for Københavnerne, naar de vidste, at en af deres sceniske Ynd
linge, som Gjelstrup, Frydendahl eller hans Kone sad i Blaataarn,
at vandre derhen for at faa et Glimt af dem, der dog førte et ret
lystigt Liv derinde, og heraf benyttede da de fattige Fanger sig
til at hejse smaa Punge ned i Snore for ad denne Vej at modtage
Publikums Almisse. Denne Straf anvendtes paa Skuespillerne
langt ind i det 19. Aarhundrede.
Hvad Repertoiret angik, forsømte man Holberg, fordi Publi
kum fandt meget gement i disse Stykker. Derimod spilledes i
Begyndelsen af Perioden de græsselige fransk-italienske Helte-
syngestykker, som vi nu kender bedst fra Parodien: »Kærlighed
uden Strømper«, senere hen blev det P. A. Heibergs Satirer og
Lystspil, Thaarups nationale Idyl og Iffland og Kotzebues Moral-
uhyrer, de borgerlige Dramer samt Rahbeks originale eller over
satte Græsseligheder. I Theateret var Optøjer og Spektakler ikke
helt sjældne; i Parterret, som den Gang rummede 4—500 Personer
paa Staapladser, samledes de rette Smagsdommere, som Studen
ter og Litterater, og det var meget hyppigt, at det kom til lige
fremme Slagsmaal mellem disse og de tyske Officerer i Parkettet.
Vi kender saaledes alle det Slagsmaal i Anledning af Rosenstand-
Goiskes Kritik og Niels Krog Bredals Svar fra Scenen i »Den dra
matiske Journal«, der gav Anledning til Johannes Ewalds muntre,
*) Overskov: Den danske Skueplads IV.